UfR 1998.1064 VLD: Chauffør fra Frode Laursen A/S faldt ned i affaldssilo på
forbrændingsanlægget Århus Nord. A stod på læsserampen, der brød sammen. Codan havde
som ansvarsforsikring for Frode Laursen betalt erstatning på 249.774 kr., og gjorde
nu regres mod Århus Kommune for 2/3 heraf.. Kommunen blev frifundet. Kommunen kunne
ikke anses for selvforsikrer, jfr.
EAL § 20.
UfR 1998.1137 HD: 5 bestyrelsesmedlemmer i fodboldklubben OKS, der gik konkurs
i 1990, blev dømt til at betale konkursboet en erstatning på 1 mio. kr. Konkursboet
fandtes berettiget til at gøre erstatningsansvaret gældende. Bestyrelsen burde d.
04.04.1989 have indset, at en videreførelse af selskabet ikke var mulig uden yderligere
tab. I medfør af EAL § 25, stk.
2, 2. pkt. burde advokat Jørn Milos, hvis erstatningsansvar var dækket af
en ansvarsforsikring, i det indbyrdes forhold betale hele erstatningsbeløbet.
UfR 1999.83 HD: Almindelig Brand havde som ansvarsforsikring for bil betalt
i alt 1.996.233 kr. i erstatning til motorcyklist, som var væltet og kuret over
i bilen, da en 13-årig pige A pludselig var trådt ud på kørebanen på Kløvermosevej
i Odense. Almindelig Brand påstod fuld regres mod A. Den indbyrdes fordeling skulle
ske efter EAL § 25, stk. 1.
Almindelig Brand, der hæftede på objektivt grundlag i kraft af en lovpligtig motoransvarsforsikring,
måtte som altovervejende hovedregel bære erstatningsbyrden frem for et selskab,
der hæftede efter en almindelig ansvarsforsikring. Selv om A havde udvist en ikke
ubetydelig uagtsomhed, og der intet var at bebrejde bilisten, var der ikke grundlag
for at fravige dette udgangspunkt.
UfR 2000.2058 HD: Codan Forsikring havde som ansvarsforsikrer for Frode Laursen
A/S betalt erstatning på 249.775 kr. til chauffør, der i 1993 var kommet til skade
ved at falde ned i en affaldssilo under aflæsning på forbrændingsanlæg Århus Nord.
Århus Kommune var som driftsherre ikke regrespligtig over for Codan. Århus Kommune
var ikke selvforsikrer, idet kommunen ikke konsekvent havde undladt at forsikre
sig, og EAL § 20 fandt derfor ikke anvendelse. Erstatningsbyrden i det indbyrdes
forhold mellem flere skadevoldere skulle bæres af den ansvarsforsikringsdækkede
skadevolder, medmindre der forelå særlige omstændigheder. Der var ikke oplyst omstændigheder,
der kunne føre til fravigelse af dette udgangspunkt.
UfR 2006.1589 ØLD: Det bageste venstre hjulsæt på en
taxabus gik løs under kørsel i 2002 og ramte en modkørende bil, hvorved der
skete alvorlig personskade på bilens passagerer og betydelig tingsskade på
bilen. Ca. en uge forinden havde bussen fået skiftet dæk hos et dækcenter,
D. Meløse Taxa, der var bussens ejer, havde tegnet forsikring i Codan, F1,
mens D havde ansvarsforsikring i Topdanmark, F2. F1 erstattede skaderne og gjorde
principalt et fuldt regreskrav gældende overfor D (F2), og subsidiært
at ansvaret i det indbyrdes regresopgør måtte
fordeles med en brøk til hver part efter ØL's skøn. D afviste kravet under henvisning til at der
ikke var udvist ansvarspådragende adfærd. ØL fandt det godtgjort,
at løsrivning af hjulene var en følge af utilstrækkelig fastspænding
ved monteringen hos D, hvorved D havde udvist en betydelig uagtsomhed og derved
pådraget sig erstatningsansvar. Idet ejeren/chaufføren af bussen var
ansvarlig iht. FÆL § 101, stk.1, skulle der ske indbyrdes fordeling af
erstatningsbyrden mellem flere solidarisk ansvarlige jf.
EAL § 25, stk.1. Da begge skadevoldere i den foreliggende sag var erhvervsvirksomheder,
og da D havde udvist en betydelig uagtsomhed ved fastspænding af hjulsættet,
hvilket var sket som led i det arbejde, D, som professionel virksomhed havde udført
mod vederlag, fandt ØL at der forelå sådanne særlige omstændigheder,
at det måtte anses for rimeligt at D, i medfør af
EAL §25, stk.1, skulle bære halvdelen af ansvaret. F1 subsidiære
påstand blev derfor taget til følge.
UfR 2008.781 ØLD:
I forbindelse med deltagelse i et truckførerkursus afholdt af et AMU-center,
AC kom A til skade. Han blev påkørt af en gaffeltruck ført af en medkursist, O,
der var ansat hos Danish Crown, DC. A anlagde sag mod AC, DC og O med krav om erstatning
for tabt arbejdsfortjeneste og godtgørelse for svie og smerte. ØL fandt AC og A
solidarisk ansvarlige. A fandtes imidlertid ikke at havde godtgjort, at DC som arbejdsgiver
for O skulle hæfte for dennes ansvarspådragende handling. Der blev lagt vægt på,
at O's deltagelse i kurset ikke skete i DC's interesse, og at O ubestridt havde
frihed uden løn i alle de dage, han efter eget valg og ønske deltog i kurset. Det
forhold, at DC som arbejdsgiver bl.a. for at kunne fastholde arbejdskraft havde
en mere generel interesse i at give frihed uden løn til de ansatte, således at disse
kunne deltage i forskellige kursusaktiviteter i perioder, hvor arbejdsmængden tillod
det, fandtes ikke at føre til, at O som kursist kunne anses for at have været i
et tjeneste- eller tilknytningsforhold til DC, som var omfattet af arbejdsgiveransvaret
efter DL 3-19-2. Den erstatning for tabt arbejdsfortjeneste,
godtgørelse for svie og smerte og erhvervsevnetab, som A fandtes at have krav på
blev dog nedsat med 1/3 på grund af udvist egen skyld. I forholdet mellem AC og
O påhvilede betalingen AC, idet O ikke fandtes at have handlet forsætligt eller
groft uagtsomt, jf. herved
EAL § 25, stk. 2. jf. §
19, stk. 2, og
§ 20. O blev således frifundet for AC's friholdelsespåstand. Der
fandtes ikke tilstrækkeligt grundlag for at lempe O's erstatningsansvar efter
EAL § 24.
UfR 2009.3044 HD: I forbindelse med et asfaltarbejde, som Tarco Vej A/S
(Nu Munck Asfalt A/S), M, udførte i 2002 på E20 motorvejen, kørte en bilist galt,
og forårsagede derved omfattende skader på flere køretøjer. Bilistens forsikringsselskab,
Tryg, T, gjorde gældende, at M skulle bære hele erstatningsbyrden, idet M's forsikringsselskab,
If Forsikring, i sin korrespondance med T, havde forpligtet sig til at bære erstatningsbyrden
i det indbyrdes forhold mellem selskaberne. T gjorde også gældende, at fordelingen
af erstatningsbyrden skulle ske under hensyn til, at M's adfærd havde været hovedårsag
til ulykken, og at ulykken var sket i forbindelse med M's udøvelse af erhvervsvirksomhed.
HR fandt, ligesom ØL, at M's forsikringsselskab ikke ved den førte korrespondance
selskaberne imellem havde forpligtet sig til at bære hele erstatningsbyrden. I forhold
til fordelingen af erstatningsbyrden fremhævede HR hensynet til klare regler for
fordelingen af erstatningsbyrden. Der var i retspraksis allerede opstillet en hovedregel
om, at et forsikringsselskab, der i kraft af en lovpligtig ansvarsforsikring på
objektivt grundlag hæftede for skader forvoldt af motorkøretøjer, måtte bære erstatningsbyrden
frem for et forsikringsselskab, der hæftede i medfør af en almindelig ansvarsforsikring.
HR fandt, at denne hovedregel også skulle gælde i det tilfælde, hvor den almindelige
ansvarsforsikring var tegnet af en erhvervsdrivende. Herefter, og da den uagtsomhed,
som M havde udvist i forbindelse med ulykken, heller ikke kunne føre til en fravigelse
af den ovennævnte hovedregel, frifandt HR M. ØL var nået til samme resultat.
UfR 2011.433
HD:
Forsvarets Bygnings-
og Etablissementstjeneste, F, meddelte A, at en nærtliggende kommandocentral tilhørende
Beredskabsstyrelsen skulle nedrives. Under arbejdet, som blev udført af B A/S, blev
der bl.a. anvendt en stålkugle. I forbindelse med nedbrydningsarbejdet konstaterede
A revnedannelser i murværket på sit hus, og han fremsatte krav om erstatning over
for B's forsikringsselskab. B og myndighederne, M, hæftede solidarisk for de omtvistede
skader. VL fandt det ligesom Retten i Århus godtgjort, at der var årsagssammenhæng
mellem nedbrydningen og skaderne på ejendommen, men anså det ikke for bevist, at
B havde handlet ansvarspådragende. VL fandt heller ikke, at der var grundlag for
at pålægge M et ulovhjemlet objektivt ansvar for skaderne. For HR anerkendte B og
M, at nedbrydningen af kommandocentralen havde forårsaget størstedelen af de omtvistede
skader, men bestred fortsat, at der var handlet ansvarspådragende. HR fandt, at
der var årsagssammenhæng med hensyn til samtlige skader, og at B havde pådraget
sig et erstatningsansvar over for A, idet B havde handlet uforsvarligt. M fandtes
at hæfte for B's uforsvarlige udførelse af arbejdet, således at M havde ret til
regres over for B.
UfR 2014.1252 VLD: Et teleselskab, T, konstaterede
efter en styret underboring foretaget af entreprenørfirma, A, at der var sket skade
på 2 lyslederkabler og 2 yderligere rør. De 2 lyslederkabler var trukket i forbindelse
med en styret underboring udført af Skanska, S. A havde været i besiddelse af S'
borejournal og en kabelplan, udarbejdet af LandSyd, L. I L's kabelplan var dybdemålene
angivet forkert, da tallene var blevet spejlvendt. VL fandt, at L var erstatningsansvarlig
grundet fejlene i kabelplanen. VL fandt desuden, at A var erstatningsansvarlig,
grundet at der var skærpede krav til entreprenører ved styrede underboringer, og
at disse skærpede krav ikke blot gjaldt ved selve borearbejdets udførelse, men i
høj grad også ved arbejdets planlægning. A burde derfor have opdaget, at borejournalen
og kabelplanen ikke stemte overens. Da A ikke have undersøgt det nævnte forhold
nærmere, havde A handlet ansvarspådragende i forhold til T. A og L var solidarisk
erstatningsansvarlige over for T, hvor ansvaret i deres indbyrdes forhold skulle
fordeles ligeligt. (2-1)
UfR 2016.415 VLD: Solidarisk hæftelse mellem sælger og dyrelæge for salg af
hest, der var uegnet til den påtænkte brug. Betalingspligterne udsprang af henholdsvis
en erstatningsretlig og en kontraktuel forpligtelse. Sælger ikke pålagt at betale
advokatudgifter, der stammede fra arbejdet forud for sagen.
A havde d. 26.01.2012 købt en hest af B for 125.000 kr. Det fremgik af
kontrakten, at hesten havde været anvendt og skulle anvendes til dressur. Dyrelæge,
C, der var ansat hos anpartsselskabet, D, foretog på bestilling af A en handelsundersøgelse
af hesten. Da hesten led af en mangel ophævede A kontrakten og krævede at B og D
solidarisk skulle hæfte for hans tab. Retten i Horsens fandt, at ophævelsen var
sket med rette. BR udtalte, at B var forpligtet til at tilbagebetale det erlagte
beløb, men at B ikke var erstatningsansvarlig. BR udtalte endvidere, at C handlede
erstatningspådragende overfor A ved ikke at have konstateret lidelsen, der gjorde,
at hesten var uden værdi og uegnet til den påtænkte brug. Som følge heraf fandt
BR, at B og D solidarisk skulle betale 125.000 kr. til A. I det indbyrdes forhold
skulle B friholde D i det omfang, D kom til at erstatte nogen del af købesummen.
D ankede dommen til VL med påstand om, at der ikke kunne være tale om solidarisk
ansvar da D og B's betalingspligt udsprang af to forskellige grundlag, henholdsvis
en erstatningsretlig forpligtelse, som forudsatte et ansvarsgrundlag, og en kontraktuel
forpligtelse, som var uafhængig af et ansvar. VL fandt, at D ikke i kraft af aftale
eller lovhjemmel hæftede subsidiært i forhold til B, at D og B hæftede solidarisk
for betaling på 125.000 kr., og at det var uden betydning, at parterne hæftede på
forskelligt grundlag over for A. VL udtalte derudover, at der ikke var grundlag
for at D skulle betale 15.000 kr. til advokatbistand før sagsanlægget.
UfR 2016.1244 HD: Ligedeling af erstatningsansvar for tab i forbindelse med
S-togskollision.
Et holdende S-tog blev påkørt bagfra af et andet tog ved Lyngby Station
d. 14.02.2005. Banedanmark, B, led ved ulykken tab i form af skader på jernbaneinfrastrukturen,
mens Codan Forsikring A/S, C, og DSB, D, led tab i form af skader på S-tog og pådrog
sig erstatningsansvar over for bl.a. tilskadekomne passagerer. Togføreren, A, der
havde ført det bagfrakommende tog, kom til skade ved ulykken. En rapport fra Havarikommissionen
viste bl.a., at der var signalproblemer på strækningen, og at A havde kørt mere
end den tilladte hastighed. HR fastslog, at både B og A havde udvist ansvarspådragende
forhold, der havde været medvirkende til ulykken. B på den ene side og D, C og A
på den anden side skulle derfor hver bære halvdelen af tabene. ØL var nået til samme
resultat.
UfR 2017.1192 HD: Et selskab var objektivt ansvarlig i medfør af miljøskadeerstatningsloven
for en forurening forårsaget af en brand i selskabets modtageanlæg. Erstatningsbyrden
mellem selskabet og den kunde, hvis culpøse adfærd havde været årsag til branden,
skulle fordeles med halvdelen til hver.
Et selskab, A, drev virksomhed med bl.a. behandling af flydende affald.
En af A's kunder, B, afleverede en tankvogn med benzinholdigt skyllevand til A's
modtageanlæg, uagtet at anlægget ikke var godkendt til at modtage affald indeholdende
benzin. Det medførte en brandulykke på anlægget. I forbindelse med slukningsarbejdet
blev slukningsvandet opblandet med spildolie, som flød via en regnvandsledning til
et regnvandsanlæg, der blev stærkt forurenet, med også forurening af de omkringliggende
grunde til følge. HR fandt, at A efter miljøskadeerstatningsloven på objektivt grundlag
var erstatningsansvarlig over for kommunen - der var ejer af de forurenede grunde
- for de forureningsskader, der var forvoldt. Den indbyrdes fordeling af erstatningsbyrden
mellem A, der ikke var forsikringsdækket, og B, der var forsikringsdækket, og som
ved sin culpøse adfærd havde forvoldt branden, i medfør af
EAL § 25, jf.
§ 19, stk. 2, nr. 2, skulle foretages efter, hvad der under hensyn til
ansvarets beskaffenhed og omstændighederne i øvrigt måtte anses for rimeligt, idet
der herved kunne tages hensyn til ansvarsforsikringen hos Tryg. Ved
UfR 2000.2058 HD blev det fastslået, at erstatningsbyrden for en skade forvoldt
ved udøvelse af erhvervsmæssig virksomhed af flere solidarisk ansvarlige skadevoldere,
hvoraf kun den ene var dækket af en ansvarsforsikring, i det indbyrdes forhold mellem
skadevolderne skulle bæres af den ansvarsforsikringsdækkede skadevolder - som i
dette tilfælde ville være B - medmindre der forelå særlige omstændigheder. Da baggrunden
for det strenge ansvar, som påhvilede A i medfør af miljøskadeerstatningsloven,
var den væsentlige risiko for forurening, som A's aktiviteter indebar, og da det
objektive ansvar efter lovens forarbejder bl.a. var begrundet i en afvejning af,
hvem der burde bære den økonomiske risiko ved miljøskader, samt i præventive hensyn,
idet virksomhederne med baggrund i risikoen for forureningsskade ville have en særlig
tilskyndelse til at foretage foranstaltninger, der skulle afværge, at skade overhovedet
indtraf, forelå der særlige omstændigheder, som talte for at pålægge A en del af
erstatningsbyrden i det indbyrdes forhold mellem A og B's forsikringsselskab, og
at erstatningsbyrden i den konkrete sag skulle fordeles med halvdelen til hver.
VL var nået til et andet resultat fsva. fordelingen af erstatningsbyrden.
UfR 2017.2307 VLD: Politiet havde regres mod A og B, som var erstatningsansvarlige
for F's varige mén og tab af erhvervsevne som følge af voldsudøvelse mod F, selvom
F tidligere i livet var blevet påført hovedtraumer og andre skader.
A og B var i 2008 blevet fundet skyldige i at have udøvet vold mod F,
og Erstatningsnævnet havde tilkendt F i alt 1.030.000 kr. i erstatning for varige
mén, tab af erhvervsevne og udgifter til advokatbistand, som politiet, P, efterfølgende
udbetalte til F. P gjorde herefter et regreskrav gældende mod A og B. Retten i Horsens
fandt, at B i straffesagen fra 2008 var fundet skyldig i at have givet F et spark
i maven, mens F lå ned, og et slag med hånden. A var ved dommen fundet skyldig i
flere gange at have sparket og slået F i ansigtet og på kroppen, mens F lå ned.
Da det ikke var godtgjort, at der var årsagssammenhæng mellem B's voldsudøvelse
og F's skader, frifandtes B. Efter forklaringer fra straffesagen fra 2008, kunne
det ikke udelukkes, at andre personer også havde påført F hovedtraumer, ligesom
F som 4-årig faldt ned fra et legetårn og slog baghovedet ned i et betongulv, og
at han i april 2004 var på skadestuen i forbindelse med et overfald, hvor han skulle
have fået adskillige spark i ansigtet og ind på lænden. Efter en samlet vurdering
af det anførte fandtes der ikke at være ført tilstrækkeligt bevis for, at der var
den fornødne årsagssammenhæng mellem den af A udøvede vold og de af F's helbredsmæssige
forhold, der havde dannet grundlag for fastsættelse af méngrad og tab af erhvervsevne,
hvorfor R frifandtes. VL fandt, at F efter voldsudøvelsen af A og B blev indbragt
til hospitalet af Falck, som under kørslen ikke kunne få kontakt med ham, og at
han blev udskrevet med diagnosen hjernerystelse. F havde op til overfaldet i 2008
haft tilknytning til arbejdsmarkedet, og han mistede denne tilknytning efter overfaldet.
På den anførte baggrund måtte det anses for mere sandsynligt, at F's skader, som
var indtrådt i tidsmæssig forlængelse af voldsudøvelsen i 2008, ikke ville være
indtrådt uden volden, end at skaderne ville være indtrådt også uden volden. A og
B var derfor erstatningsansvarlige.
UfR 2018.2383 VLD: Region Syddanmark skulle friholde patients ansvarsforsikringsselskab
i det indbyrdes forhold, jf. EAL § 25, for sygehusportørs personskade, som han pådrog
sig ved håndtering af patienten, der pga. overmedicinering var aggressiv
Sygehusportør, S, skulle i december 2006 sammen med en kollega, K, på
Århus Kommune Hospital, Å, følge en patient med Parkinsons, P, som var aggressiv.
P var blevet flyttet fra Vejle Sygehus, V, til Å pga. tiltagende psykose som følge
af overmedicinering på V. S pådrog sig en skulderskade ved et fald, som P var skyld
i ved sin voldsomme adfærd. Skulderskaden medførte et varigt mén på 10 % og et erhvervsevnetab
på 50 % for S. S anlagde sag i 2012 mod Region Syddanmark, R. P, som efter sagens
anlæg var afgået ved døden, var ansvarsforsikret ved forsikringsselskabet F. Retten
i Kolding fandt, at S først blev bekendt med P’s identitet i december 2011,
da BR havde afsagt kendelse om, at R skulle udlevere navn og cpr-nr. på P. Forældelsesfristen
var af denne grund suspenderet indtil december 2011, jf.
forældelsesloven § 3, stk. 2, og kravet mod P var derfor ikke forældet ved
sagens anlæg. Der var ikke fastlagt en anbefalet dosering af præparatet, som P fik.
Trods Retslægerådets modsatte vurdering lagde BR til grund, at R ikke havde handlet
ansvarspådragende ved medicineringen. P havde været opfarende og aggressiv, da S
og K fulgte ham ind på en stue. P handlede derfor forsætligt eller mindst groft
uagtsomt og var dermed erstatningsansvarlig for S’ skulderskade. R blev frifundet
for erstatningsansvar. Der var ikke grundlag for at lade erstatningen nedsætte eller
borfalde, jf.
EAL § 24 b. VL fandt, at den ordinerende læge på V skulle have angivet grænser
for den maksimale indgivelse af medicin pr. gang, hyppigheden af medicineringen
m.v. Overdoseringen skyldtes derfor en lægefaglig fejl under indlæggelse på V, og
R handlede derfor ansvarspådragende. P’s erstatningsansvar blev tiltrådt af
de grunde, som BR havde anført. Henset hertil var A og R solidarisk ansvarlige.
Da årsagen til P’s psykose var overmedicinering, skulle ansvaret i det indbyrdes
forhold bæres af R, jf.
EAL § 25.
UfR 1990.27 HD: Skade på bil forvoldt af brugstyv under betydelig træthed og
spirituspåvirkning (1,14 promille) fandtes forvoldt ved grov uagtsomhed.
UfR 1990.926/1 HD (UfR
1990.123 VLD): 2 drenge på 9 og 10 år havde tændt et bål i et skab i skoles
omklædningsrum for at få lys i hulen. Der skete brandskade for ca. 3 mio. kr. Antaget
at drengene havde handlet groft uagtsomt.
UfR 1991.310 HD: Brandskade var forvoldt af nabos afbrænding af pap og papir.
Antaget, at skadevolderen ikke havde handlet groft uagtsomt, og at skaden ikke var
forvoldt som led i udøvelse af erhvervsmæssig virksomhed.
UfR 1992.179 VLD: 9-årig cyklist havde ikke udvist grov uagtsomhed, jfr.
EAL § 19, stk. 2.
UfR 1994.357 VLD
UfR 1995.602 VLD
UfR 1995.737 HD: Maskinmester A på Midtkraft, Århus, havde i fritiden svejset
en revnet lydpotte i Midtkrafts smørehul. Der opstod brand i bilen og hallen og
der skete skader for 1.227.138 kr, som blev dækket af brandforsikringen - bortset
fra aftalt selvrisiko på 154.203 kr. A, der have ansvarsforsikring i TRYG, blev
i VL dømt for at erstatte Midtkraft selvrisikobeløbet. A blev i Højesteret frifundet
for betaling af den forsikrede skade, idet den af A udviste adfærd ikke indebar
en så indlysende fare for den indtrådte skade, at A kunne anses for at have forvoldt
denne ved grov uagtsomhed i den forstand, hvori dette udtryk er anvendt i
EAL § 19, stk. 1, nr. 1. Komm. af Jørgen Nørgaard i
UfR 1996 B.191-196.
UfR 1998.32 HD: 2 forsikringsselskaber fik ikke regres mod A for skader på 994.577
kr., som A havde forvoldt ved selvmordsforsøg ved at åbne for gassen, hvorved et
hus i Rønne var eksploderet. A fandtes nok at have været uagtsom i betydelig grad,
men adfærden fandtes ikke at have indebåret en så indlysende fare for de indtrådte
skader, at disse kunne anses for forvoldt ved grov uagtsomhed i den forstand, hvori
dette kriterium er anvendt i
EAL § 19, stk. 2, nr. 1.
UfR 1998.1558 HD (UfR
1998.964 VLD): A havde foretaget svejsning i bunden af en Opel Kadet på
metalværkstedet på skole i Randers, hvorved der opstod ild i bilen og den væsentlig
del af bygningen nedbrændte. A havde ikke skænket benzinslangens en tanke, hvilket
måtte anses for en elementær sikkerhedsforanstaltning. A's adfærd havde indebåret
en så indlysende fare for den indtrådte skade, at han måtte anses for at have forvoldt
skaden ved grov uagtsomhed i den forstand, hvori dette udtryk er anvendt i
EAL § 19, stk. 2, nr. 1. A dømt til at betale 863.657 kr. til Kommunernes
Gensidige Forsikringsselskab. (3-2).
UfR 1998.1606 VLD: A havde lånt sin bil ud til sin søster, der havde lånt bilen
ud til C, der påkørte en forankørende bil. C blev dømt til at erstatte A selvrisikobeløbet
på 6.190 kr., da C havde forvoldt skaden ved uagtsomhed. C blev frifundet for at
erstatte præmieforhøjelse på 16.890 kr., da C's uagtsomhed ikke kunne betegnes som
grov, jfr. EAL § 19, stk. 1.
UfR 2001.614 HD: A havde antændt nogle halmballer i en lade i Østervrå med en
varmekanon, da han ville optø og starte sin bil. Topdanmark betalte skaden på 1.161.560
kr og søgte regres mod A. Det kunne ikke anses for kendt af almindelige brugere,
at anvendelse af en varmekanon som den omhandlede indebar en risiko for spredning
af gnister. På denne baggrund tiltrådte Højesteret, at A's adfærd - selv om den
udgjorde en tilsidesættelse af offentligretlige forskrifter - ikke indebar en så
indlysende fare for den indtrådte skade, at han kunne anses at have forvoldt denne
ved grov uagtsomhed i den forstand, hvori dette udtryk er anvendt i
EAL § 19, stk. 2, nr. 1
UfR 2004.166 HD: A, der var udlært mekaniker, havde udført svejsearbejde på
en bil, der var tectylbehandlet. Der opstod brand, og Landbomuseet i Ll. Skensved
nedbrændte. TRYG havde som bygningsforsikring udbetalt 6,5 mio kr., og påstod regres
mod A for 1.190.000 kr. A's adfærd havde ikke indebåret en så nærliggende fare for
den indtrådte skade, at han kunne anses at have forvoldt skaden ved grov uagtsomhed,
jfr. EAL § 19, stk. 2, nr. 1.
UfR 2004.348 HD: Forsikringsselskabet Yacht-Poll International fik medhold i
regreskrav på 59.865 kr. mod T, der var dømt for medvirken til tyveri af speedbåd
i Fredericia Lystbådehavn. T's medvirken bestod i at være chauffør
for de personer, som udførte tyveriet. Han havde således haft forsæt til at bistå
med, at andre skaffede sig en uberettiget vinding ved tilegnelse af båden med et
tilsvarende formuetab for ejeren til følge. En sådan forsætligt forvoldt skade måtte
anses for omfattet af undtagelsesbestemmelsen i
EAL § 19, stk. 2, nr. 1, således at erstatningsansvar ikke udelukkes
trods tingsøforsikring. T burde ikke stilles bedre i den foreliggende situation,
hvor båden uafhængigt af ham var kommet til veje igen, men i beskadiget stand.
UfR 2008.67 ØLD: B, der havde en alkoholpromille på
1,04, ville i forbindelse med kørslen betjene sin mobiltelefon for at læse
en modtaget SMS-besked. B påkørte i den forbindelse en parkeret bil.
IF Skadeforsikring NUF, F, rejste regreskrav over for B vedr. udbetalte erstatninger
på 133.306,56 kr. Sagen vedrørte alene spørgsmålet om,
hvorvidt B havde forvoldt skaden ved grov uagtsomhed, jf.
EAL § 19, stk. 2, nr. 1. ØL fandt, at B, der under kørslen
var spirituspåvirket, ved under kørslen at række ud efter en
mobiltelefon for at aflæse en SMS-besked, foretog en handling, der var ufornøden
for kørslen. Under disse omstændigheder tiltrådte ØL,
at Københavns Byret havde fundet, at B har forvoldt uheld ved grov uagtsomhed.
UfR 2008.781 ØLD:
I forbindelse med deltagelse i et truckførerkursus afholdt af et AMU-center,
AC kom A til skade. Han blev påkørt af en gaffeltruck ført af en medkursist, O,
der var ansat hos Danish Crown, DC. A anlagde sag mod AC, DC og O med krav om erstatning
for tabt arbejdsfortjeneste og godtgørelse for svie og smerte. ØL fandt AC og A
solidarisk ansvarlige. A fandtes imidlertid ikke at havde godtgjort, at DC som arbejdsgiver
for O skulle hæfte for dennes ansvarspådragende handling. Der blev lagt vægt på,
at O's deltagelse i kurset ikke skete i DC's interesse, og at O ubestridt havde
frihed uden løn i alle de dage, han efter eget valg og ønske deltog i kurset. Det
forhold, at DC som arbejdsgiver bl.a. for at kunne fastholde arbejdskraft havde
en mere generel interesse i at give frihed uden løn til de ansatte, således at disse
kunne deltage i forskellige kursusaktiviteter i perioder, hvor arbejdsmængden tillod
det, fandtes ikke at føre til, at O som kursist kunne anses for at have været i
et tjeneste- eller tilknytningsforhold til DC, som var omfattet af arbejdsgiveransvaret
efter DL 3-19-2. Den erstatning for tabt arbejdsfortjeneste,
godtgørelse for svie og smerte og erhvervsevnetab, som A fandtes at have krav på
blev dog nedsat med 1/3 på grund af udvist egen skyld. I forholdet mellem AC og
O påhvilede betalingen AC, idet O ikke fandtes at have handlet forsætligt eller
groft uagtsomt, jf. herved
EAL § 25, stk. 2. jf. §
19, stk. 2, og
§ 20. O blev således frifundet for AC's friholdelsespåstand. Der
fandtes ikke tilstrækkeligt grundlag for at lempe O's erstatningsansvar efter
EAL § 24.
UFR 2010.833 HD: Der opstod d.24.12.2002 brand i A's ejendom. Ejendommen
var lejet ud til B, og der opstod skade på både bygning og inventar. Både ejer og
lejer havde tegnet hos F, som betalte for udbedringerne af brandskaderne. Det fremgik
bl.a. af den brandtekniske erklæring, at det måtte anses for sandsynligt, at branden
var opstået på grund af nogle varmekanoner, som var placeret i et teknikrum på ejendommens
tag. Varmekanonerne var anbragt af J, som i efteråret 2002 havde indgået aftale
med A om levering af en ny kølecentral til brug for airconditionering. I forbindelse
med leverancen skulle nogle ældre køletanke, som hver rummede hver ca. 4 m³ dybfrossen
væske, demonteres og fjernes. Efter flere forsøg på at fjerne tankene blev de resterende
tre tanke forsøgt optøet ved hjælp af varmekanoner. Ifølge aftalen forudsattes en
såkaldt all-risk forsikring indtil overtagelse tegnet af kunden. Forsikringen blev
imidlertid ikke tegnet. F anlagde i 2005 retssag med påstand om betaling for brandskaderne
til en værdi af knap 3,5 mio. kr. under henvisning til at være indtrådt i skadelidtes
retsstilling efter
EAL. Da J ikke var medsikret under policen var regreskravet efter F's opfattelse
ikke omfattet af FAL, men selskabet var indforstået med, at konsekvensen af den
manglede all-risk forsikring var, at regres for bygningsskaden ikke kunne gennemføres,
medmindre J havde handlet groft uagtsomt. J anførte bl.a., at selskabet var sikret
under den forsikringspolice for brand- og stormskade, der var tegnet for ejendommen,
og at F's regreskrav derfor var et krav om policeregres, der skulle bedømmes på
grundlag af
FAL, herunder den dagældende forældelsesregel i § 29, ifølge hvilken der
gjaldt en regel om forældelse af et krav grundet i en forsikringspolice allerede
to år efter udgangen af det kalenderår, hvor der forelå kundskab om kravet. HR fandt,
at J skulle betale det påståede beløb. HR lagde efter bevisførelsen til grund, at
F i hvert fald ikke før januar 2003 fik kundskab om kravet mod J, og der var herefter
ikke anledning til at tage stilling til, om FAL's dagældende § 29 fandt anvendelse,
idet F's regreskrav hverken var forældet efter denne bestemmelse eller efter forældelsesloven
af 1908. Ud fra en samlet bedømmelse af sagen vurderede HR endvidere, at
der var årsagssammenhæng mellem anvendelsen af varmekanonerne og brandens opståen.
J's adfærd ansås derfor for at have indebåret en så indlysende fare for den indtrådte
brand, at selskabet måtte anses for at have forvoldt skaden ved grov uagtsomhed.
UfR 2010.1771 VLD: Sønderjysk Forsikring G/S,
F, havde erstattet skaden efter en gårdbrand opstået som følge af påfyldning af
benzin på en pocketbike. En 13-årig dreng, A, tændte for en lighter ca. 2 meter
fra, hvor påfyldningen foregik, og der opstod ild i benzinen. F påstod A dømt til
at betale 1.683.791,90 kr. i henhold til EAL §
19, stk. 2, nr. 1, idet A havde udvist grov uagtsomhed. Retten
i Sønderborg lagde til grund, at det var A, som forårsagede branden. Idet det endvidere
kunne lægges til grund, at benzindampene havde spredt sig langs gulvet, fandt BR
det ikke sikkert, at A, der stod op, havde kunnet have nogen fornemmelse af benzindampe
i luften. Sammenholdt med, at sagsøgte stod i en sådan afstand, at der kun var en
vis sandsynlighed for, at gnister fra lighteren ville fremkalde en brand, ansås
det ikke for at have været indlysende for A, der var 13 år gammel, at hans fremkaldelse
af gnister med lighteren indebar en nærliggende fare for brand. A havde således
ikke fremkaldt branden ved grov uagtsomhed, og hans frifindelsespåstand blev taget
til følge. VL stadfæstede dommen efter BR's grund, og bemærkede endvidere at det
ville findes betænkeligt mod A's benægtelse at lægge til grund, at der lugtede specielt
af benzin i værkstedet.
UfR 2010.2530 HD: Sagen angik den 14-årige A, der sammen med den 11-årige B havde brudt
ind i en nedlagt fabriksbygning, hvor de havde forvoldt en omfattende brand. Skadeforsikringsselskabet
F havde betalt 8,75 mio. kr. i erstatning og anlagde sag mod A med krav om regres
for 2,3 mio. kr. under henvisning til, at A havde udvist grov uagtsomhed. A kunne
kun erkende simpel uagtsomhed og påstod frifindelse. Han inddrog sit ansvarsforsikringsselskab,
S, under sagen med krav om, at S skulle friholde ham for, hvad han skulle betale
i erstatning, dog maksimalt 2 mio. kr., der var maksimum for ansvarsforsikringen.
S afviste dækning under henvisning til, at A havde handlet forsætligt. HR lagde
til grund, at skaden var opstået som følge af, at A tændte en tændstik, der tilfældigvis
ramte en ukendt væske, der var løbet ud på gulvet fra en væltet dunk, og som viste
sig at være brandfarlig. A havde ikke handlet groft uagtsomt og blev frifundet.
Som følge heraf blev S også frifundet. F skulle betale sagsomkostninger til A, men
ikke friholde ham for de sagsomkostninger, han skulle betale til ansvarsforsikringsselskabet
(3-2 vedrørende friholdelsesspørgsmålet).
UfR 2012.115 HD: Et selskab, der handlede med vin, indgik aftale med
Samlast, S, om transport af vin fra Sverige til Danmark. S antog vognmandfirmaet
Ølund, Ø, til at udføre transporten. Under transporten blev vinen stjålet i forbindelse
med, at chaufførerne overnattede på en rasteplads i Sverige. Loyd's syndikaterne,
L, udbetalte erstatning til vinhandleren til dækning af tab ved tyveriet. L ønskede
at få erstatning fra S og Ø. HR fastslog, at L ikke havde krav på erstatning fra
S og Ø. HR lagde vægt på, at S kun havde fået oplysning om, at godset var en palle
vin på 153 kg. og således ikke havde fået at vide, at der var tale om vin af høj
værdi, eller at vinen skulle behandles på en særlig måde. HR fandt ikke grundlag
for at tilsidesætte SH's vurdering af, at transportørerne havde været berettiget
til at behandle godset som almindeligt stykgods, og HR fandt det ikke bevist, at
skaden var forvoldt ved grov uagtsomhed.
UfR 2012.2453 VLD: Codan Forsikring, B, havde udbetalt erstatning på ca.
35.000 kr. til en af B's forsikringstagere, C, for et indbrud, som A havde begået,
og ville nu gøre et erstatningskrav, jf. EAL § 19, stk. 2, nr. 1
gældende overfor A. B lagde bl.a. til grund, at der forelå en forsætlig forvoldt
skade. A nægtede at have begået indbruddet og mente derfor, at han ikke var erstatningsansvarlig.
Retten i Esbjerg fandt det bevist, at A begik indbruddet, da der blev fundet en
blodplet ved indbruddets indstigningssted, resultatet af dna-analysen, A's forklaring
om, at han i den omhandlede periode, hvor han var stofmisbruger, opholdt sig i det
nordjyske, samt den omstændighed, at det efter C's forklaring måtte lægges til grund,
at A d. 03.11.2010 ringede og anerkendte B's krav. Herefter, og idet der ikke var
fremkommet andet, som kunne føre til et andet resultat, var A i medfør af EAL
§ 19, stk. 2, nr. 1 erstatningsansvarlig over for B. VL fandt det ubetænkeligt
at lægge til grund, at indbruddet blev begået af A, under hensyn til, at den fundne
blodplet ifølge dna-analysen hidrørte fra A med en sandsynlighed på 1:1.000.000,
og at A's seneste besøg lå mindst 7 måneder forud for indbruddet ifølge C's forklaring
til politirapporten. Med disse bemærkninger og i øvrigt af de grunde BR anførte,
stadfæstede VL.
UfR 2013.1666 ØLD: Der opstod brandskade på en
ejendom med indbo for ca. 2,1 mio. kr., da 16-årige A, der var inviteret til fest,
hældte en væske, han formodede var brandbar, fra en dunk ud over en allerede optændt
pind. Da der gik ild i dunken, smed A den fra sig, hvorved skaden opstod. Codan
Forsikring A/S, B, påstod A tilpligtet at betale 2.136.244,44 kr. Retten i Lyngby
frifandt A, mens ØL tog B's påstand til følge, idet det måttes anses for almindelig
kendt, også for en person på 16 år, at der ved den foreliggende hændelse var nærliggende
risiko for ildspåsættelse, hvorved A udviste en adfærd, der havde indebåret en så
indlysende fare for den indtrådte skade, at A havde forvoldt skaden ved grov uagtsomhed,
jf.
EAL § 19, stk. 2. ØL fandt ikke grundlag for at
nedsætte erstatningsansvaret efter
EAL § 24.
UfR 2013.2154 VLD: I 2007 solgte S sit hus til
K. S havde trukket ledninger fra et eksisterende udtag i loftet til en lampe i et
nedsunket loft uden autorisation. S svarede i tilstandsrapporten nej til, at der
var udført elinstallationer uden autorisation. I 2009 brød en brand ud i køkkenet
pga. S's uautoriserede arbejde. K havde tegnet brandforsikring hos L, som dækkede
hans tab. L rettede regreskrav imod S på 882.000 kr., da L påstod, at branden var
opstået pga. S's elinstallationer, og at S havde handlet groft uagtsomt og svigagtigt
ved først at lave elinstallationerne uden autorisation og dernæst ikke give besked
til K om dem. VL fandt ikke, at S have handlet groft uagtsomt i den forstand, hvori
dette udtryk var anvendt i EAL § 19 stk. 2 nr. 1, hvilken bestemmelse efter retspraksis krævede, at der hos
skadevolderen skulle foreligge en meget høj grad af uagtsomhed eller hensynsløs
tilsidesættelse af hensynet til andres værdier.
UfR 2013.2785 HD:
Arbejdstager A, pådrog sig en arbejdsskade, da A var udlejet til værftet, V. V,
der gik konkurs, havde tegnet ansvarsforsikring ved Tryg Forsikring A/S, T. HR fandt,
at arbejdsgiverbegrebet i sygedagpengelovens § 78 måtte forstås i overensstemmelse
med arbejdsgiverbegrebet i ASFL.
Arbejdsgiverbegrebet i
ASFL omfattede efter praksis også arbejdsgivere, der
beskæftigede vikarer, når arbejdsgiveren havde arbejdsgiverbeføjelser, eks. instruktionsbeføjelser.
V var derfor omfattet af arbejdsgiverbegrebet, og Aarhus Kommune havde herefter
ikke noget regreskrav mod T.
HR udtalte
endvidere, at udtrykket ”det fulde krav” i FAL § 95, stk. 2, 2. pkt., måtte forstås således,
at den nedsættelse af skadelidtes krav, som kunne finde sted som følge af skadevolders
konkurs, ikke skulle medføre nedsættelse af det krav, som skadelidte kunne rette
mod forsikringsselskabet. Udtrykket indebar imidlertid ikke, at forsikringsselskabet
i tilfælde af skadevolders konkurs mv. var afskåret fra at gøre de samme indsigelser
gældende over for skadelidte som over for skadevolder, herunder at kravet skulle
nedsættes som følge af, at skadevolder havde påtaget sig en selvrisiko. HR ændrede
dermed ØL's dom.
UfR 2014.3729 HD: A fik i 05.2005 ved et trafikuheld en piskesmældslæsion.
I 04.2006 påbegyndte A, der var ufaglært, et natarbejde på fuld tid til sædvanlig
løn for en ufaglært. Arbejdet var ikke fysisk krævende. Topdanmark, T, der var forsikringsselskab
ved uheldet, afsluttede i 06.2006 sagen. A fik udbetalt méngodtgørelse, men ikke
erstatning for erhvervsevnetab. As stilling blev nedlagt og A måtte opgive et mere
fysisk krævende job ved samme virksomhed. A havde herefter i en periode på ca. 6
måneder job på fuld tid som chauffør. Efter A blev afskediget fra dette job, viste
det sig, at han ikke var i stand til at skaffe sig normalt arbejde pga. de helbredsmæssige
gener. A søgte derfor om genoptagelse med krav om erhvervsevnetabserstatning. HR
mente at sagens faktiske omstændigheder havde ændret sig væsentligt i forhold til
dem, der blev lagt til grund ved sagens afslutning, idet A i 2009 på grund af generne
fra uheldet havde måttet opgive at fastholde et fuldtidsarbejde på normale vilkår
for en ufaglært.
UfR 2016.3613 VLD: Far ansvarlig for 4-årig søns hjerneskade og blindhed på
den ene øje efter ulykke på faderens kommunale arbejdsplads, hvor drengen fik motocross
cykels styr gennem det ene øje. Arbejdspladsen var ikke ansvarlig efter DL 3-19-2.
Skaden var dækket af faderens privateansvarsforsikringsselskab.
4-årige B, var, grundet pasningsproblemer, med på faderen, F's, fritidsarbejde
i en kommunal ungdomsklub, hvor der var en motorcrossbane. B ville gerne se F's
motorcross cykel. B sad på cyklen, mens F holdte den. F vendte et kort øjeblik ryggen
til, hvorefter B væltede, og styret ramte B's hoved ved det ene øje, hvorpå B blev
blind på øjet og pådrog sig en hjerneskade. B's mor anlagde som værge for B sag
an mod F og forsikringsselskabet C som mandatar for F's arbejdsgiver, Aalborg Kommune,
K. F adciterede forsikringsselskabet A, hvori han havde tegnet en privatansvarsforsikring.
Spørgsmålet om ansvarsgrundlaget blev udskilt til særskilt forhandling. Retten i
Aalborg fandt, at F ved ikke at have haft sin opmærksomhed tilstrækkeligt henvendt
på, hvad B foretog sig, at have tilsidesat sin opsynspligt overfor B. Der var ikke
grundlag for at lade erstatningsansvaret for F, som var omfattet af en privat ansvarsforsikring,
bortfalde eller lempe efter
EAL § 24. F's ansvar som forælder for at holde opsyn med sin knap 4-årige
søn, som han ved den pågældende lejlighed havde taget med på arbejde, findes ikke
at have nogen tilknytning til udførelsen af hans arbejde i ungdomsklubben eller
på anden måde stå i naturlig forbindelse med hans hverv for ungdomsklubben. Der
er derfor ikke noget grundlag for at anse K for at være erstatningsansvarlig for
skaden i medfør af bestemmelsen i
DL 3-19-2. Skaden var pådraget som privatperson og ikke som led i F's arbejde,
hvorefter skaden var dækket af F's ansvarsforsikring. VL stadfæstede.
UfR 2017.1192 HD: Et selskab var objektivt ansvarlig i medfør af miljøskadeerstatningsloven
for en forurening forårsaget af en brand i selskabets modtageanlæg. Erstatningsbyrden
mellem selskabet og den kunde, hvis culpøse adfærd havde været årsag til branden,
skulle fordeles med halvdelen til hver.
Et selskab, A, drev virksomhed med bl.a. behandling af flydende affald.
En af A's kunder, B, afleverede en tankvogn med benzinholdigt skyllevand til A's
modtageanlæg, uagtet at anlægget ikke var godkendt til at modtage affald indeholdende
benzin. Det medførte en brandulykke på anlægget. I forbindelse med slukningsarbejdet
blev slukningsvandet opblandet med spildolie, som flød via en regnvandsledning til
et regnvandsanlæg, der blev stærkt forurenet, med også forurening af de omkringliggende
grunde til følge. HR fandt, at A efter miljøskadeerstatningsloven på objektivt grundlag
var erstatningsansvarlig over for kommunen - der var ejer af de forurenede grunde
- for de forureningsskader, der var forvoldt. Den indbyrdes fordeling af erstatningsbyrden
mellem A, der ikke var forsikringsdækket, og B, der var forsikringsdækket, og som
ved sin culpøse adfærd havde forvoldt branden, i medfør af
EAL § 25, jf.
§ 19, stk. 2, nr. 2, skulle foretages efter, hvad der under hensyn til
ansvarets beskaffenhed og omstændighederne i øvrigt måtte anses for rimeligt, idet
der herved kunne tages hensyn til ansvarsforsikringen hos Tryg. Ved
UfR 2000.2058 HD blev det fastslået, at erstatningsbyrden for en skade forvoldt
ved udøvelse af erhvervsmæssig virksomhed af flere solidarisk ansvarlige skadevoldere,
hvoraf kun den ene var dækket af en ansvarsforsikring, i det indbyrdes forhold mellem
skadevolderne skulle bæres af den ansvarsforsikringsdækkede skadevolder - som i
dette tilfælde ville være B - medmindre der forelå særlige omstændigheder. Da baggrunden
for det strenge ansvar, som påhvilede A i medfør af miljøskadeerstatningsloven,
var den væsentlige risiko for forurening, som A's aktiviteter indebar, og da det
objektive ansvar efter lovens forarbejder bl.a. var begrundet i en afvejning af,
hvem der burde bære den økonomiske risiko ved miljøskader, samt i præventive hensyn,
idet virksomhederne med baggrund i risikoen for forureningsskade ville have en særlig
tilskyndelse til at foretage foranstaltninger, der skulle afværge, at skade overhovedet
indtraf, forelå der særlige omstændigheder, som talte for at pålægge A en del af
erstatningsbyrden i det indbyrdes forhold mellem A og B's forsikringsselskab, og
at erstatningsbyrden i den konkrete sag skulle fordeles med halvdelen til hver.
VL var nået til et andet resultat fsva. fordelingen af erstatningsbyrden.
UfR 2018.1072 ØLD: A handlede groft uagtsomt ved påsejling af Vestbroen i Storebælt,
som resulterede i skader på skibsmast og var pligtig at betale erstatning, jf. EAL
§ 19, stk. 2, nr. 1
B udlejede en sejlbåd til A, der havde 37 års sejlerfaring og duelighedsbevis.
A sejlede to dage senere under Vestbroen i Storebælt, hvorved skibsmasten kolliderede
med broen. B var forsikret hos F. F lagde sag an mod A med påstand om betaling af
erstatning på 54.000 kr. Retten i Glostrup fandt, at A ikke havde tjekket mastens
nøjagtige højde eller den præcise frihøjde nøjagtigt det sted, hvor gennemsejlingen
skete. Der var ikke ført tilstrækkeligt bevis for, at gennemsejlingen var sket på
et sted, hvor frihøjden på broen var ca. 11 m., da mastens højde var 16 m., og der
alene var skader på 1 m. af masten. A havde efter eget udsagn nogle dage før påsejlingen
sejlet under broen omtrent samme sted, hvilket ikke medførte påsejling af broen.
A havde angiveligt benyttet de anbefalede gennemsejlingsrender, hvor frihøjden under
broen var 18 m.. A havde ikke udvist adfærd af så grov karakter, at
EAL § 19, stk. 2, nr. 1 kunne finde
anvendelse. Under hensyn til, at sejladsen ikke indebar en så indlysende fare for
den indtrådte skade, og at sejlbåden var dækket af en tingsforsikring, jf.
EAL § 19, stk. 1, blev A frifundet.
ØL fandt, at A havde sejlet under Vestbroen på et sted, der ikke hørte til de etablerede
gennemsejlingsfag, uden at gøre sig bekendt med mastens nøjagtige højde og med frihøjden
i brofaget på gennemsejlingsstedet. På denne baggrund og under hensyn til A’s
erfaring med sejlads, havde A udvist en adfærd, der havde indebåret en indlysende
fare for den indtrådte skade. A ansås således for at have forvoldt skaden ved grov
uagtsomhed, jf.
EAL § 19, stk. 2, nr. 1. A blev herefter
dømt til at betale erstatning.
UfR 2018.3783 HD: Arbejdsgiver havde ikke sørget for, at arbejdsforholdene var
sikkerhedsmæssigt fuldt forsvarlige, og i forholdet mellem arbejdsgiveren og en
infantil autist, som var den umiddelbare skadevolder, skulle arbejdsgiveren betale
to tredjedele af erstatningen
En omsorgsmedhjælper, O, ved et autismecenter kom til skade efter at være blevet
overfaldet af en infantil autist, A, på et af autismecentrets, C’s, botilbud.
A blev af Retten i Nykøbing Falster fundet erstatningsansvarlig over for O. Sagen
for HR angik, om C som arbejdsgiver også var erstatningsansvarlig over for O og
i så fald, hvordan erstatningsansvaret mellem C og A som den umiddelbare skadevolder
skulle fordeles. HR fandt efter en samlet vurdering, at C ikke i tilstrækkelig grad
havde sørget for, at arbejdsforholdene var sikkerhedsmæssigt fuldt forsvarlige,
og at C derfor var erstatningsansvarlig over for O. Ved fordelingen af erstatningsbyrden
mellem C og A, kunne det forhold, at A pga. sin autisme ikke var i stand til at
forstå og reflektere over sine handlinger, ikke føre til, at A, der var ansvarsforsikret,
i det indbyrdes forhold helt fritages for ansvar, da A efter EAL som udgangspunkt
skulle bedømmes som en sjælssund person. Det burde dog indgå i vurderingen af, hvordan
ansvaret skulle fordeles mellem en person med nedsat psykisk funktionsevne og den
institution, der havde den pågældende i sin varetægt, i hvilket omfang de pågældende
havde mulighed for at undgå eller forebygge de skadegørende handlinger og dermed
risikoen for skade. C skulle herefter betale to tredjedele af erstatningen. ØL var
nået til et andet resultat.
EAL § 22:
Ivan Sørensen i
UfR 1989 B.260-264: Hvorledes skal begrebet personforsikring i
EAL § 22, stk. 2 bestemmes? (Kritisk kommentar til
UfR 1989.174 ØLD)
C. Boye Jacobsen i
UfR 1989 B. 343-344: Er driftstabsforsikring personforsikring eller anden skadesforsikring?
Ivan Sørensen i
UfR 1989 B.463-464: Når driftstabsforsikring er såvel personforsikring som skadesforsikring.
En kommentar til C. Boye Jacobsens artikel i
UfR 1989 B. 343-344.
UfR 1989.174 ØLD: Driftstabsforsikring ved sygdom tegnet af en tandlæge ikke
en personforsikring omfattet af
EAL § 22, stk. 2. (se nu
UfR 1996.285 HD)
UfR 1996.285 HD: Tandlæge T havde i Codan en forsikring, der dækkede driftstab
som følge af hans sygdom eller ulykke. T blev i 1989 påkørt af en lastbil, som var
ansvarsforsikret hos Tryg-Baltica. Codan påstod Tryg-Baltica dømt til at erstatte
udbetalt driftstab med 140.791 kr. Antaget, at
EAL § 22, stk. 2 efter ordlyden, der klart underbygges af forarbejderne,
også gælder for personforsikringer, der som den omhandlede var tegnet som en skadesforsikring.
Herefter intet regreskrav, og Tryg-Baltica blev frifundet.
UfR 1997.969 VLD: GAF Forsikring kunne i medfør af EAL § 22, stk. 1 gøre regres
mod skadevolders ansvarsforsikring også for værditabet på mindre end 1 år gammel
Citroen Xantia, som var blevet skadet for 142.320 kr. ved påkørsel. Værditabet blev
skønsmæssigt fastsat til 20.000 kr.
UfR 2007.706 ØLK: Under kørsel på cykel blev en tandlæge,
T, væltet af en knallertfører, der var ansvarsforsikret hos Topdanmark
Forsikring, F. T modtog over en periode på 253 dage sygedagpenge for i alt
491.685 kr. fra Dansk Tandlægeforenings Tryghedsordninger, D, der nu gjorde
et regreskrav gældende over for F. VL udtalte, at den ordning, som D krævede
regres for i nærværende sag, fandtes at frembyde betydelige ligheder
med en forsikringsordning, men ordningen fandtes ikke direkte omfattet af FAL. Herefter
måtte det herefter anses for betænkeligt at fastslå, at
EAL § 17, stk. 1, og
EAL § 22, stk. 2, afskar D fra den ulovbestemte mulighed for regres
over for skadevolderen og dennes forsikringsselskab
Andet
UfR 1997.822 ØLD: Ydelserne til 2 selvstændige fiskeskippere fra arbejdsskadeforsikringen
skulle fradrages i erstatning fra skadevolderen, jfr. lovens § 55 (nu § 59).
UfR 2010.2530 HD:
Sagen angik den 14-årige A, der
sammen med den 11-årige B havde brudt ind i en nedlagt fabriksbygning, hvor de havde
forvoldt en omfattende brand. Skadeforsikringsselskabet F havde betalt 8,75 mio.
kr. i erstatning og anlagde sag mod A med krav om regres for 2,3 mio. kr. under
henvisning til, at A havde udvist grov uagtsomhed. A kunne kun erkende simpel uagtsomhed
og påstod frifindelse. Han inddrog sit ansvarsforsikringsselskab, S, under sagen
med krav om, at S skulle friholde ham for, hvad han skulle betale i erstatning,
dog maksimalt 2 mio. kr., der var maksimum for ansvarsforsikringen. S afviste dækning
under henvisning til, at A havde handlet forsætligt. HR lagde til grund, at skaden
var opstået som følge af, at A tændte en tændstik, der tilfældigvis ramte en ukendt
væske, der var løbet ud på gulvet fra en væltet dunk, og som viste sig at være brandfarlig.
A havde ikke handlet groft uagtsomt og blev frifundet. Som følge heraf blev S også
frifundet. F skulle betale sagsomkostninger til A, men ikke friholde ham for de
sagsomkostninger, han skulle betale til ansvarsforsikringsselskabet (3-2 vedrørende
friholdelsesspørgmålet).
Marianne Stigbord og Kjeld Søgaard i ADV 2005.122-125: Erstatningsansvarslovens
lempelsesregler særligt med henblik på advokatansvar
UfR 1996.156 VLD: Boligforeningen B i Århus havde betalt erstatning til et andet
boligselskab på 427.978 kr. som følge af forsinkelse med hjemtagelse af indekslån.
B anlagde sag mod sin tidl. forretningsfører F med påstand om betaling af beløbet..
Antaget, at F havde handlet groft uagtsomt ved ikke at have sikret sig, at lånesagen
blev færdigekspederet. Ikke grundlag for at afskære regres i medfør af
EAL § 23. Erstatningskrav blev lempet i medfør af
EAL § 24
til 100.000 kr.
UfR 1996.862 HD: K havde i 1990 sat ild på familiens parcelhus, som nedbrændte.
K blev fundet skyldig i brandstiftelse efter STRFL § 181, stk. 1, og hun blev i
medfør af STRFL § 69, jfr. § 68 dømt til ambulant behandling på psykiatrisk sygehus.
Codan, som havde udbetalt erstatning, påstod K dømt til at betale 1.531.254 kr.
Følgerne af ildspåsættelsen fandtes at kunne tilregnes K som et i hvert fald groft
uagtsomt forhold, og EAL
§ 19, stk. 1 kunne derfor
ikke finde anvendelse, jfr. EAL
§ 19, stk. 2, nr. 1. Efter en konkret helhedsvurdering fandtes ansvaret
for K helt at burde bortfalde i medfør af
EAL § 24, der ifølge bemærkninger har karakter af en socialhumanitær sikkerhedsventil.
UfR 1997.1659 HD: A krævede 25.824 kr i erstatning fra T for varigt man efter
EAL
§ 4 - svarende til en méngrad på 12%. T havde tildelt A flere knivstik i
forbindelse med et røveri. T påstod ansvaret lempet efter
EAL § 24 med
henvisning til, at A i anledning af samme skade havde modtaget 20.000 kr. fra en
privat ulykkesforsikring. Der fandtes ikke at være grundlag for en lempelse, og
A's påstand blev taget til følge.
UfR 2000.1440 VLD: Cyklist var væltet, da han kørte over en tidligere udgravning,
som var fyldt op med grus. Entreprenøren fandtes erstatningsansvarlig, idet han
ikke på tilstrækkelig vis havde sikret, at færdsel over stabilgruset kunne foretages
på forsvarlig vis. En medvirkende årsag til uheldet var, at kæden på cyklen var
hoppet af, og cyklisten skulle som følge af egen skyld selv bære 1/3 af ansvaret.
Der var ikke var tilstrækkeligt grundlag for i medfør af
EAL § 24, stk. 2, jf. stk. l, at se bort fra A's medvirken til skaden
UfR 2002.1496 HD: Hjerneskade anset forårsaget af salg fra en voldmand. Det
måtte anses for mere sandsynligt, at V's hjerneskade, som indtrådte i nær tidsmæssig
forbindelse med A's voldsudøvelse, ikke ville være indtrådt uden denne handling,
end at hjerneskaden ville være indtrådt også uden A's handling. Skaden må således
anses for forårsaget af A. Efter karakteren af A's skadevoldende adfærd og dennes
følger for V var der ikke grundlag for at lempe erstatningsansvaret i medfør af
EAL § 24, stk. 1. (3-2).
UfR 2008.781 ØLD:
I forbindelse med deltagelse i et truckførerkursus afholdt af et AMU-center,
AC kom A til skade. Han blev påkørt af en gaffeltruck ført af en medkursist, O,
der var ansat hos Danish Crown, DC. A anlagde sag mod AC, DC og O med krav om erstatning
for tabt arbejdsfortjeneste og godtgørelse for svie og smerte. ØL fandt AC og A
solidarisk ansvarlige. A fandtes imidlertid ikke at havde godtgjort, at DC som arbejdsgiver
for O skulle hæfte for dennes ansvarspådragende handling. Der blev lagt vægt på,
at O's deltagelse i kurset ikke skete i DC's interesse, og at O ubestridt havde
frihed uden løn i alle de dage, han efter eget valg og ønske deltog i kurset. Det
forhold, at DC som arbejdsgiver bl.a. for at kunne fastholde arbejdskraft havde
en mere generel interesse i at give frihed uden løn til de ansatte, således at disse
kunne deltage i forskellige kursusaktiviteter i perioder, hvor arbejdsmængden tillod
det, fandtes ikke at føre til, at O som kursist kunne anses for at have været i
et tjeneste- eller tilknytningsforhold til DC, som var omfattet af arbejdsgiveransvaret
efter DL 3-19-2. Den erstatning for tabt arbejdsfortjeneste,
godtgørelse for svie og smerte og erhvervsevnetab, som A fandtes at have krav på
blev dog nedsat med 1/3 på grund af udvist egen skyld. I forholdet mellem AC og
O påhvilede betalingen AC, idet O ikke fandtes at have handlet forsætligt eller
groft uagtsomt, jf. herved
EAL § 25, stk. 2. jf. §
19, stk. 2, og
§ 20. O blev således frifundet for AC's friholdelsespåstand. Der
fandtes ikke tilstrækkeligt grundlag for at lempe O's erstatningsansvar efter
EAL § 24.
UfR 2008.1322 VLD: På offentlig
vej kørte skadevolder, S, om kap med en anden bilist. Kørslen resulterede i en færdselsulykke
hvor forurettede, F, afgik ved døden. Efterfølgende blev S i en straffesag fundet
skyldig i uagtsomt manddrab, og idømt fængsel i 1 år. I denne erstatningssag, hvor
Himmerland Forsikring G/S, H, havde nedlagt regrespåstand over for S på 1.282.138,02
kr., anførte ØL, at der ikke var grundlag for at benytte et andet faktum end i straffesagen,
hvorefter kørslen måtte betegnes som særlig hensynsløs og bevidst uforsvarlig. Herefter
udtalte ØL, at da forsikringsbegivenheden således måtte anses for fremkaldt ved
en uagtsomhed, der måtte betegnes som grov hensynsløshed, er betingelserne i
FÆL § 108, stk. 2, for, at forsikringsselskabet kunne gøre regres mod S,
opfyldt. ØL fandt dog, at efter oplysningerne om S's indtægts- og formueforhold
ville det have virket urimeligt tyngende, at lade ham bære det fulde erstatningsansvar.
Efter sagens omstændigheder nedsattes det beløb, som S skulle betale til H, derfor
i medfør af EAL § 24, stk. 1,
til 200.000 kr. med renter som påstået.
UfR 2011.1593 VLD: A anlagde
sag mod B med påstand om, at B erstattede den skade, der var sket på A's varebil
efter, at B havde stjålet varebilen og totalskadet den i et efterfølgende uheld.
Hverken A's eller B's forsikringsselskaber ville udbetale erstatning. For A's vedkommende
nægtedes udbetaling, fordi varebilen havde været efterladt med nøglerne i. For B's
vedkommende var årsagen, at B have handlet forsætligt. B gjorde under retssagen
gældende, at erstatningen burde nedsættes eller helt bortfalde, jf.
EAL § 24 b, stk. 2.
VL fandt ikke, at der var grundlag for nedsættelse af erstatningskravet. VL lagde
bl.a. vægt på, at det forhold, at B havde anvendt sin del af nettoprovenuet fra
salget af hans og hans ægtefælles fælles hus til flytning til en institution og
til ny bolig for hustruen, ikke medførte, at han ikke havde evne til at bære tabet.
Desuden gjorde det ingen forskel, at B efterfølgende under en straffesag var blevet
dømt for brugstyveri af varebilen og indstillet til behandling på psykiatrisk afdeling
med mulighed for indlæggelse.
UfR 2013.1666 ØLD: Der opstod brandskade på en
ejendom med indbo for ca. 2,1 mio. kr., da 16-årige A, der var inviteret til fest,
hældte en væske, han formodede var brandbar, fra en dunk ud over en allerede optændt
pind. Da der gik ild i dunken, smed A den fra sig, hvorved skaden opstod. Codan
Forsikring A/S, B, påstod A tilpligtet at betale 2.136.244,44 kr. Retten i Lyngby
frifandt A, mens ØL tog B's påstand til følge, idet det måttes anses for almindelig
kendt, også for en person på 16 år, at der ved den foreliggende hændelse var nærliggende
risiko for ildspåsættelse, hvorved A udviste en adfærd, der havde indebåret en så
indlysende fare for den indtrådte skade, at A havde forvoldt skaden ved grov uagtsomhed,
jf.
EAL § 19, stk. 2. ØL fandt ikke grundlag for at
nedsætte erstatningsansvaret efter
EAL § 24.
UfR 2014.2197 VLD: A, der var maniodepressiv, var under
en manisk periode ude at sejle i sin båd. Under sejladsen foretog A et alarmopkald,
og Søværnets Operative Kommando, S, blev tilkaldt. A havde fejlvurderet situationen,
og aktionen viste sig at have været unødvendig. S krævede af A erstatning for de
omkostninger, der havde været i forbindelse med brug af helikopter under redningsaktionen.
VL udtalte, at personer, som mangler evnen til at handle fornuftsmæssigt, som udgangspunkt
er erstatningsansvarlige på samme vis som sjælsunde personer, jf.
EAL §24
b, 1. pkt. A befandt sig i en meget svag økonomisk situation med mange ubetalte
lån og dårlige udsigter for tilbagebetaling af disse. VL fandt derfor, at erstatningen
helt skulle bortfalde pga.
EAL §24
b, 2. pkt. Desuden fandt VL ikke konkrete beviser på, at S' ydede assistance
havde været overflødig. A blev frifundet bl.a. pga. lempelsesreglen, og erstatningskravet
bortfaldt.
UfR 2015.944 HD: Statens regreskrav mod D i en straffesag efter statens udbetaling
af erstatning til forurettede var ikke forældet. Der var ikke grundlag for lempelse
af D's erstatningsansvar.
D var ved dom af 18.03.2008 i en straffesag idømt 10 måneders fængsel for vold efter
STRFL § 245 begået d. 22.08.2007, hvor han havde stukket en kniv i halsen på forurettede,
F. Offererstatningsnævnet tilkendte F erstatning og godtgørelse på 3.049.279 kr.
ved fire afgørelser truffet i perioden juni 2008 til okt. 2011 og indstillede til
politiet, at staten skulle gøre regres mod D, jf. offererstatningslovens § 17. Politiet
anlagde i januar 2011 civilt søgsmål mod D, der anførte, at kravet mod ham var forældet,
idet forældelsesfristen for fordringer på erstatning og godtgørelse for skade forvoldt
uden for kontrakt regnes for tidspunktet for skadens indtræden, jf.
2007-forældelseslovens § 2, stk. 4. Politiet anførte, at forældelsesfristen
skulle regnes fra det tidligste tidspunkt, til hvilket fordringshaveren kan kræve
at få fordringen opfyldt, jf. lovens
§ 2, stk. 1. Retten i Kolding fandt , at kravet ikke var forældet. VL fandt,
at kravet var forædlet. HR udtalte, at udgangspunktet ved tredjemands afledede krav
mod skadevolder er, at den indfriende skyldner indtræder i fordringshavers stilling
i relation til forældelse, men at der ifølge forarbejderne til 2007-loven var mulighed
for at fravige indtrædelsessynspunktet i særlige tilfælde. HR udtalte endvidere
bl.a., at politiet først havde grundlag for at træffe afgørelse om et regreskrav
mod skadevolder, når nævnet har truffet afgørelse, og fandt på denne baggrund, at
den 3-årige forældelsesfrist først begyndte at løbe, når nævnet havde truffet afgørelse.
Statens krav mod D var herefter ikke forældet. HR fandt endvidere efter karakteren
af D's skadevoldende adfærd ikke grundlag for at lempe D's erstatningsansvar i medfør
af
EAL § 24, stk. 1.
UfR 2015.2753 ØLD: Forsikringsselskab havde regreskrav mod 16-årig skadevolder,
jf. EAL § 19, stk. 2, nr. 1. Forrentningen udskudt i medfør af EAL § 24, stk. 1
til skadevolders fyldte 24 år.
Et forsikringsselskab, F, havde dækket et erstatningskrav for A, der
som 16-år havde forårsaget brand på en social institution, som frembagte en skade
for ca. 205.000 kr. Spørgsmålet i sagen var, om F kunne rette et regreskrav mod
A. Retten i Odense udtalte, at det ikke med den fornødne sikkerhed var godtgjort,
at der af A var udvist en sådan grov uagtsomhed, at der var grundlag for efter
EAL § 19,
stk. 2, nr. 1, at pålægge ham erstatningsansvar over for F. ØL udtalte, at det måtte
lægges til grund, at den indtrådte skade skete som følge
af, at A under påvirkning af alkohol og hash og med det formål at forskrække beboerne
i et plejecenter affyrede fyrværkeri umiddelbart op mod plejecentret uden at sikre
sig, at vinduer m.v. var lukkede. Herved havde A udvist en så uforsvarlig adfærd,
at han efter en samlet vurdering måtte anses for at have forvoldt skaden ved grov
uagtsomhed som anført i EAL § 19, stk. 2, nr. 1. F havde
derfor et regreskrav mod A. I betragtning af A's alder
på skadetidspunktet og de fremlagte oplysninger om hans økonomiske forhold måtte
der antages at ville forløbe et sådant tidsrum, inden han ville være i stand til
at fyldestgøre F, at rentekravet ville blive urimeligt tyngende for ham. I medfør
af
EAL § 24, stk. 1, fandtes tidspunktet
for erstatningskravets forrentning derfor at burde udskydes til hans fyldte 24 år.
UfR 2016.2326 VLD: Forsikringsselskabs regreskrav for hærværk for 165.000 kr.
begået af 15-årig med ADHD og IQ på 66 nedsat til 24.000 kr., jf. EAL § 24.
Sammen med to andre gerningsmænd blev A dømt for at have begået hærværk
ved at have åbnet en brandslage og efterladt den uden at slukke for den, hvorved
der skete vandskate i en butik, som fik dækket sit tab af et forsikringsselskab
F, med 165.000 kr. F gjorde regres mod A, som gjorde gældende, at kravet skulle
bortfalde eller lempes, jf. EAL
§ 24 eller § 24b.
Retten i Randers fandt ikke, at A havde manglet evnen til at handle fornuftsmæssigt,
hvorfor der ikke var grundlag for anvendelse af
EAL § 24 b. A var diagnosticeret med ADHD og lettere mental retardering
(en samlet IQ på 66). A var pga. sine diagnoser ude af stand til at tage vare på
sig selv i dagligdagen, og det måtte anses for tvivlsomt, at han på noget tidspunkt
ville kunne forsørge sig selv. Regreskravet relaterede sig til et hærværksforhold,
som A begik, da han var 15 år, og som fandt sted under omstændigheder, BR fandt
kendetegnende for A's manglende evne til at overskue og vurdere følgerne af sine
handlinger. Efter en helhedsvurdering af disse omstændigheder og under hensyntagen
til, at F var et forsikringsselskab, ville erstatningsansvaret virke urimeligt tyngende
for A, jf. EAL § 24,
og at der forelå sådanne ganske særlige omstændigheder, at ansvaret helt burde bortfalde.
VL fandt, at erstatningsansvaret ville virke urimeligt tyngende for A, jf.
EAL § 24, stk. 1, 1. pkt. Da han havde pådraget sig erstatningsansvaret
ved en forsætlig strafbar handling, var der imidlertid ikke tilstrækkeligt grundlag
for helt at lade ansvaret bortfalde, jf.
EAL § 24, stk. 1, 1. pkt., jf.
2. pkt., da selv en person med et funktionsniveau som A måtte være klar
over, at det kunne give store skader at lukke betydelige mængder vand ud inde i
et butikscenter. Erstatningen blev herefter fastsat til 24.000 kr.
UfR 2016.3613 VLD: Far ansvarlig for 4-årig søns hjerneskade og blindhed på
den ene øje efter ulykke på faderens kommunale arbejdsplads, hvor drengen fik motocross
cykels styr gennem det ene øje. Arbejdspladsen var ikke ansvarlig efter DL 3-19-2.
Skaden var dækket af faderens privateansvarsforsikringsselskab.
4-årige B, var, grundet pasningsproblmer, med på faderen, F's, fritidsarbejde
i en kommunal ungdomsklub, hvor der var en motorcrossbane. B ville gerne se F's
motorcross cykel. B sad på cyklen, mens F holdte den. F vendte et kort øjeblik ryggen
til, hvorefter B væltede, og styret ramte B's hoved ved det ene øje, hvorpå B blev
blind på øjet og pådrog sig en hjerneskade. B's mor anlagde som værge for B sag
an mod F og forsikringsselskabet C som mandatar for F's arbejdsgiver, Aalborg Kommune,
K. F adciterede forsikringsselskabet A, hvori han havde tegnet en privatansvarsforsikring.
Spørgsmålet om ansvarsgrundlaget blev udskilt til særskilt forhandling. Retten i
Aalborg fandt, at F ved ikke at have haft sin opmærksomhed tilstrækkeligt henvendt
på, hvad B foretog sig, at have tilsidesat sin opsynspligt overfor B. Der var ikke
grundlag for at lade erstatningsansvaret for F, som var omfattet af en privat ansvarsforsikring,
bortfalde eller lempe efter
EAL § 24. F's ansvar som forælder for at holde opsyn med sin knap 4-årige
søn, som han ved den pågældende lejlighed havde taget med på arbejde, findes ikke
at have nogen tilknytning til udførelsen af hans arbejde i ungdomsklubben eller
på anden måde stå i naturlig forbindelse med hans hverv for ungdomsklubben. Der
er derfor ikke noget grundlag for at anse K for at være erstatningsansvarlig for
skaden i medfør af bestemmelsen i
DL 3-19-2. Skaden var pådraget som privatperson og ikke som led i F's arbejde,
hvorefter skaden var dækket af F's ansvarsforsikring. VL stadfæstede.
UfR 2016.3069 VLD: Buschauffør erstatningsansvarlig for at have skubbet passager
væk fra bussen, hvorved passageren faldt og kom til skade. Buschaufførens arbejdsgiver
solidarisk ansvarlig, da chaufførens handling ikke var abnorm. Ikke grundlag for
at lade erstatningen nedsætte eller bortfalde på grund af egen skyld.
Imellem buschauffør, B, og buspassager, A, opstod der diskussion, hvorefter
B bad A forlade bussen. A blev sat af bussen, og B tilkendegav med sit kropssprog,
at A ikke på ny måtte stige på bussen. A forsøgte flere gange af trænge ind i busset,
bl.a. ved at at hindre bussens dør i at lukke med sin arm, hvorefter B skubbede
A væk fra busset med et kraftigt puf i A's brystkasse. A faldt bagover og slog højre
skulder, højre arm og højre side af kroppen. Retten i Aalborg bemærkede, at B i
en straffesag om pågældende forhold var blevet frifundet for overtrædelse af
STRFL § 244. BR fandt, at A ved sin egen adfærd havde udvist egen skyld,
og at der forelå en sådan usikkerhed omkring sammenhængen mellem skubbene, at både
B og hans arbejdsgiver, K, blev frifundet. VL fandt, at B havde handlet uforsvarligt,
og han var derfor erstatningsansvarlig. Det var påregneligt for B, at hans adfærd
kunne føre til, at A i det glatte føre væltede omkuld og kom til skade. A var efter
det foreliggende med rette afkrævet forevisning af pensionistkort som betingelse
for at få rabat på billetprisen. Efter at være blevet sat af bussen forsøgte A flere
gange uberettiget at komme med bussen igen, herunder ved med en arm at spærre dørlukningen.
Denne adfærd fra A's side kunne - også under hensyn til hans alder - imidlertid
ikke med rimelighed føre til en reaktion fra B's side som sket. Der var derfor ikke
grundlag for lade erstatningsansvaret nedsætte eller bortfalde på grund af egen
skyld. Efter DL 3-19-2
var K ansvarlig for B's handling, der ikke kunne anses for så usædvanlig eller abnorm,
at K ikke hæfter herfor. VL tog A's påstand til følge med 51.640 kr. B udviste en
betydelig uagtsomhed. Efter graden af uagtsomheden var der ikke grundlag for at
lade K dække erstatningsansvaret helt eller delvist efter
EAL § 23. Heller ikke B's stilling eller omstændighederne i øvrigt kunne
føre til en nedsættelse eller bortfald af erstatningsansvaret efter
EAL § 23, stk. 2, eller
§ 24.
UfR 2018.1004 VLD: Erstatningskrav mod L, der var dømt til at betale erstatning
for forsinket fraflytning af lejlighed, der skulle renoveres, kunne ikke bortfalde
eller nedsættes efter EAL § 24
En afdeling i et almennyttigt boligselskab, B, vedtog i december 2013,
at samtlige lejligheder skulle renoveres. Lejlighederne ville dermed være ubeboelige
i en periode på 8-10 uger. B varslede i et brev d. 27.05.2015 L om midlertidig fraflytning
senest d. 01.09.2015 samt mulighed for genhusning under renoveringen i et senere
brev d. 09.07.2015. L nægtede at fraflytte lejemålet og anlagde sag mod B med påstand
om, at varslet om den midlertidige fraflytning var ugyldigt. B blev frifundet, jf.
TBB 2016.792 V. L fraflyttede lejligheden i juli 2016 ca. 10 måneder senere end
det, hun var varslet. B anlagde herefter sag mod L med påstand om betaling af erstatning
på 117.000 kr. til dækning af ekstraudgifter ifm. L’s sene fraflytning. Med
henvisning til UfR 2008.1983 HD fandt Boligretten i Viborg, at B kunne optræde som
part i sagen, idet en afdeling i en boligorganisation ikke kunne anses som en selvstændig
juridisk enhed, men alene en del af boligorganisationen. L’s afvisningspåstand
blev derfor ikke taget til følge. L fik heller ikke medhold i, at TBB 2016.792 V
ikke havde retskraft. Dermed var B’s ophævelse af L’s lejemål berettiget
på baggrund af den gyldige varsling om fraflytningen d. 01.09.2015. L var ansvarlig
for det tab, der kunne henføres til hendes ca. 10 mdr. forsinkede fraflytning. L
blev pålagt at betale ca. 70.000 kr. i erstatning til B. VL stadfæstede BR’s
dom og fandt, at der ikke var grundlag for bortfald eller nedsættelse i medfør af
EAL §
24. Det forhold, at B d. 23.05.2016 valgte at opsige andre
lejere i en situation, hvor disse ikke havde underskrevet blanket vedr. permanent
eller midlertidig genhusning, kunne ikke føre til, at der skulle anlægges en anden
vurdering heraf.