"Forventning-skuffelse-erstatning" af Karsten Naundrup Olesen
"Rådgiveransvar i offentligt socialt arbejde" af Nina von Hielmcrone og Trine
Schultz
"Når skadevolder tjener på sit retsbrud" af Erik Werlauff
"Skatterådgiverens erstatningsansvar" af Nikolaj Vinther
"God skiks betydning for erstatningsansvaret" af Sten Bønsing
"Bevisvurdering i sager om professionelt ansvar - med særligt henblik på advokat-
og revisorbranchen" af Lars Bo Langsted.
Erstatningsret
Bøger
Henry Ussing: Skyld og skade, disputats, 1914, 500 sider, Gad Jura. Hele bogen kan læses her.
Henry Ussing: Erstatningsret, 1946, 246 sider, DJØF. Hele bogen kan læses her
A. Vinding Kruse: Restitutioner, 1950.
Bernhard Gomard: Forholdet mellem erstatningsregler i og uden for kontrakt, disputats, 1958, GadJura.
Jørgen Trolle: Risiko og skyld i erstatningspraksis, 2. udg., 1969, 476 sider, Gad. Anmeldt af H. Funch Jensen i UfR 1970 B.118-130.
Guide Calabresi: The Costa of Accidents. A Legal and Economics Analyses, 1970, 340 sider, Yale University Press. Anmeldt af Stig Jørgensen i UfR 1970 B.94.
Kristen Andersen: Skadeforholdelse og erstatning, 1970, 480 sider, Tranum Forlag, Oslo.
P. S. Atiyah: Accidents, Kompensation and the Law, 1970, 633 sider, London. Anmeldt af Stig Jørgensen i UfR 1971 B.40.
Kristen Andersen: Skadeforholdelse og Erstatning, 1970, 474 sider, Tranums Forlag, Oslo. Anmeldt af H. Funch Jensen i UfR 1971 B.143-148.
Stig Jørgensen: Erstatningsret, 2. udg., 1972, 349 sider, DJØF. Anmeldt af Bjarne Frandsen i UfR 1972 B.180-182.
Stig Jørgensen: Erstatning for personskade og tab af forsørger, 3. udg., 1972, DJØF. Anmeldt af Jørgen Trolle i UfR 1972 B. 264. 2. udg., 1963 er anmeldt af Jørgen Trolle i UfR 1963 B.111 ff.
Stig Jørgensen og Jørgen Nørgaard: Erstatningsret, 1976, 262 sider, DJØF. Anmeldt af Bo von Eyben i UfR 1977 B.364-368.
Jørgen Verner: Ansvar for tilsyn med andre, 1979, 241 sider, Schultz.
Anders Vinding Kruse: Erstatningsrotten, 4. udg., 1986, DJØF. 2. udg., 1969, er anmeldt af Jørgen Trolle i UfR 1971 B.212.
Bernhard Gomard og Ditlev Wadi: Erstatning og godtgørelse efter erstatningsansvarsloven og voldsofferloven, 1.udgave, 1986, GadJura. Anmeldt af H. Kallehauge i UfR 1986 B.385-390 og af Jørgen Nørgaard i JUR 1987.216-220.
Michael S. Wiisbye (red): Forsikringsretlig- og erstatningsretlig dimssamling, 1. udg. 1. årg. udkom i 1994. 1.700 sider årligt, Forsikringshøjskolens Forlag.
Bill W. Dufna: Flere skadeståndsskyldiga bind IIII, 1995. Anmeldt af Mads Bryde Andersen i UfR 1995 B.67.
Jan Hornsberg, Birger Joensen og Georg Lette: Introduktion til erstatningsrotten, 4. udg., 1996, 91 sider, Forsikringshøjskolens Forlag.
Håkon Andersson: Trepartsrelationer i skadesståndsrätten, 1. udg., 1997, Iustus Förlag, Uppsala. Anmeldt af Bo von Eyben i UfR 1998 B. 11-12.
Peter Lødrup: Lærebok i erstatningsrett, 4. udg., 1999, Oslo. 3. udg., 1995, er anmeldt af Mads Bryde Andersen i UfR 1996 B.118.
Jan Hellner og Svante Johansson: Skadeståndsrätt, 6. uppl. 2000, Norstedts Juridik, 1. udg., 1972, er anmeldt af Preben Lyngsø i UfR 1973 B.26-28.
Vibe Ulfbeck: Kontrakters relativitet - det direkte ansvar i formueretten, 1. udg., 2000, 463 sider, Thomson.
Bernhard Gomard: Moderne erstatningsåret, 1. udg., april 2002, 128 sider, DJØF. Anmeldt af Alex Nymark i FM 2002.127-129 og af Torsten Iversen i UfR 2004 B.131-132.
Lars Bo Langsted, Karsten Naundrup Olesen, Trine Schultz, Erik Werlauff, Nikolaj Vinther, Sten Bønsing, Nina von Hielmcrone: Erstatning - en antologi, 1. udg. marts 2006, 133 sider, Forlaget Thomson.
Andreas Bloch Ehlers: Om adækvanslæren i erstatningsretten, 1. udg., 2011, 319 sider, Karnov Group. Anmeldt af Ole Hansen i UfR 2012 B.319/1.
Birgitte Hagland: Erstatningsbetingende medvirkning, 1. udg., 2012, 346 sider, Gyldendal Norsk Forlag. Anmeldt af Hanne Kirk Deichmann i UfR 2013 B.250.
Finn Schwarz, Martin Haug: Ansvar for arbejdsskader - det fysiske og psykiske arbejdsmiljø, 2. udg., 2012, 461 sider, Karnov Group. Anmeldt af Bo von Eyben i UfR 2012.B.457/1
Sonny Kristoffersen: Kend erstatningsreglerne. 1.udg., 174 sider, okt. 2018 Samfundslitteratur
Andreas Bloch Ehlers: Grundlæggende erstatningsret, 1. udg., Feb 2019, 300 sider, Karnov Group, anmeldt af Michael Wiisbye i UfR 2019 B.313
Bo von Eyben og Helle Isager: Lærebog i Erstatningsret, 9. udg., 2019, 587 sider, DJØF. 1. udg. er anmeldt af Jens Vikner i FM 1991.131-133 og af Lene Pagter Kristensen og Mads Bryde Andersen i JUR 1992.320-328, anmeldt af Andreas Bloch Ehlers i UfR 2018 B.78.
Jens Møller, Michael S. Wiisbye og Karsten Høj: Erstatningsansvarsloven med kommentarer, 7. udg., 2020, 1116 sider, DJØF. 1. udg. er anmeldt af Rune Nielsen i JUR 1985.344-349 og af Ole Agersnap i UfR 1985 B.424-429.
John Vogter i Justitia nr. 2/1980: Erstatningsansvaret uden for kontrakt i Det Europæiske Økonomiske Fællesskab i forbindelse med udstedelsen af generelle retsakter. (Omhandler fortrinsvis de materielle erstatningsbetingelser med særlig vægt på spørgsmålet om ansvarsgrundlag).
Henrik Gress og Jesper Fabricius i Justitia nr. 1/1989: Erstatningens afgrænsning i kontraktforhold.
Jens Bjørst i Lov & Ret nr. 5/1991 p. 30-32: Loven om erstatningsansvar bør revideres. (Foreslår, at der gives godtgørelse for forstyrrelse af stilling og forhold, at der ikke skal ske modregning af udbetalte erstatninger efter ASYL, at der gives forsørgertabuserstatning til forældre, som mister deres børn, og at der ikke skal reduktion af invaliditetserstatning / forsørgertabuserstatning på grund af skadelidtes/afdødes alder).
Bernhard Gomard i Lov & Ret nr. 2/1994 p. 4-7: Erstatningsrotten i fugleperspektiv.
Jens Møller i FEST nr. 1/2000 p. 113-120: Revision af erstatningsansvarsloven.
Bernhard Gomard i Hyldestskrift til Jørgen Nørgaard, 2003, p. 669-680: Erstatningsrotten i lovgivning og retspraksis.
Jens Røn i JUR 2003.60-77: Revision af erstatningsansvarsloven
Bernhard Gomard i JUR 2003.121-134: Dansk erstatningsåret i lovgivning og retspraksis.
Claus Ulrich Schousboe i Rettid 2003 Afhandling nr. 3: The concept of damage as an element of the non-contractual liability of the European Community.
Ketilbjørn Hertz i UfR 2004 B.180-183: Erstatningsansvar for psykiske skader
Karsten Høj i ADV nr. 3/2006 p. 42: Ny portal for erstatnings- og forsikringsret. (Om FEF-portalen udgivet af Schultz)
Helle Isager i JUR 2006.69-79: Psykisk udviklingshæmmede som skadevoldere.
Søren Kühnrich i JUR 2006.153-159: Erstatningsansvar for graveskader efter Lov nr. 119 24.2.2004 om registrering af ledningsejere (LER loven).
Gerd Sinding i ADV nr. 3/2008 p. 50-52: Blus under sager om personskader (Om anbefalinger fra en arbejdsgruppe under Domstolenes samarbejdsforum)
Anders Ørgaard i ET nr. 3/2008 p. 233-246: Kompensation for menneskerettighedskrænkelser. (På basis af dansk og svensk retspraksis vurderes muligheden for at tilkende kompensation efter menneskerettighedskonventionen. Omtale af hjemmelsgrundlaget. Nærmere vurdering af muligheden for at overføre den svenske retstilstand til danske forhold.)
Morten Samuelsson i ET nr. 4/2008 p. 287-297: Advisory Boards. (Beskrivelse af advisory boards. Omtale af initiativer og mulige erstatningsansvar, herunder rådgivningsansvar, handlepligt og skyggeledelse. Tillige om forhold vedrørende strafansvar og mulighed for ansvarsforsikring.)
Erik Werlauff i R&R nr. 12/2008 p. 60-79: Forureneren bag forureneren og skadevolderen bag skadevolderen – om hæftelse for et andet selskabs skadeforvoldelse, herunder ved miljøskader. (Med udgangspunkt i konstruerede og faktiske eksempler beskrives hæftelse for andre selskaber. Om begreberne hæftelsesbegrænsning og hæftelsesindkapsling. Vurdering af hæftelse på grundlag af lovgivning, løfte, culpa, fælles virksomhed og identifikation. Om misbrugsbegrebet, værneting og gruppesøgsmål. Tillige opregning af initiativer til forebyggelse af hæftelsesgennembrud.)
Kim Sommer Jensen i ET nr. 1/2009 p. 52-61: Procesrenter af krav omfattet af erstatningsansvarsloven?
Jesper Windahl i UfR B.2010.348-352: Skadelidtes krav mod skadevolderens ansvarsforsikringsselskab i internationale sager
Christian Werenberg i UfR B.2010.309-318: Erstatnings- og forsikringsretlige problemstillinger ved graveskader.
Ketilbjørn Hertz i JUR 2012.61-66: Erstatningsansvar for psykisk skade uden for ulykkestilfælde og faresituationer - En kommentar til UfR 2012.524 H
Allan Kvist-Kristensen og Henrik Rise Jensen i UfR 2013 B.129-138: Direkte krav efter U 2012.2255 H
Marie-Louise Holle i UfR 2015 B.147-156: Om retsinstituttet passiv identifikation i formueretten. (Skyld-virkning kan også indtræde, hvor der ikke er tale om egenskyld, men tilfælde hvor tredjemand, der står skadelidte nær, har medvirket til skaden. Denne artikel har som formål at bidrage til en teoretisk ramme for studiet af passiv identifikation i dansk ret.)
Henrik Udsen i UfR 2015 B.249-258: Erstatning for internt tidsforbrug. (Artiklen drøfter, om medarbejderes interne tidsforbrug kan udgøre et tab i erstatningsretlig forstand for arbejdsgiveren, og hvordan tabet i givet fald skal kategoriseres og opgøres.)
2016
Jesper Krogh-Skriver i Justitia nr. 5/2016 p. 43-85: Om sårbarhedsprincippets anvendelse i danske erstatningsret
Andreas Sten Andersen og Jin Enyi i ET nr. 3/2017 p.160-166: Tabsbegrænsningspligtens udstrækning i tilfælde af aktiekurstab på et reguleret marked
Andreas Ehlers og Vibe Ulfbeck JUR 2017.120-128: Kompensation for arbejdsskader: betydningen af den ansattes overvægt
Rikke Lauritsen i RETTID 2018 Afhandling nr. 18: Pårørendes erstatningsadgang - med særligt fokus på børns tilskadekomst
Steffen Hebsgaard Muff og Simon Petersen i ET nr. 1/2019 p. 2-10: Ansvaret for skader forvoldt af autonome robotter
Objektive ansvarsfrihedsgrunde
Nødværge
UfR 1977.107 HD: En tyv (T), der begik et indbrudstyveri i en villa i Odense, blev eftersat og tilbageholdt først af en person A og senere af endnu 3 personer B-D. T, der gjorde voldsom modstand mod anholdelsen, fastholdtes, indtil politiet kom til stede. Da en patruljevogn nåede frem blev T overgivet til politiet, der umiddelbart efter konstaterede, at han virkede livløs og kort efter afgik med døden. Dødsårsagen var antagelig kvælning som følge af tryk mod halsen, men efter retslægerådets erklæring i sagen kunne dødsårsagen dog ikke anses for sikkert oplyst. Trods A´s erhverv som kriminalbetjent, blev A-D frifundet for at betale erstatning til T´s enke og der var ikke grundlag for at fastslå, at A-D magtanvendelse efter forholdene er gået ud over det forsvarlige jfr. RPL § 771, stk. 2, og § 772, stk. 1, sammenholdt med straffelovens § 13, stk. 1 og 3.
UfR 1996.353 ØLD: A, der kastede en flaske, som ramte en uniformeret politibetjent i ryggen, blev anholdt af 3 civilklædte betjente og lagt i håndjern midt på Rådhuspladsen i København. A blev bragt over og lagt bag i en delingsbus og senere i en transportvogn. Selve magtudøvelsen kritiseredes ikke af ØL. Dog fandt ØL, at betjentene burde have haft opmærksomheden rettet mod A´s tilstand i de ca. 7 minutter, han var i deres varetægt bag bussen. A fik hjertestop, medens han lå bag bussen og pådrog sig en alvorlig hjerneskade og blev erklæret 100% invalid. Politidirektøren i København fandtes erstatningsansvarlig for de indtrådte skader.
Nødret
Negotiorum gestio
UfR 1960.205 HD: Den elektriske pumpe på en olietank på en af A´s fabriker blev sat i gang ved et uheld af uopklarede årsager med den konsekvens, at der strømmede olie ud fra en olietank og sivede ned i jorden, hvorfra noget olie løb videre ud i Fiskbæk å. A var, efter reglerne om negotiorum gestio, forpligtet til at betale kommunen den del af udgifterne, der vedrørte foranstaltninger foretaget på A's ejendom. De øvrige omkostninger til afværgelse af skade uden for A´s ejendom var A forpligtet til at betale efter almindelige erstatningsregler med henvisning til manglende kontrol mv.
Samtykke
Objektivt ansvar
Henrik Villumsen i UfR 2002 B.220-226: Erstatningsansvar for skader forvoldt ved udgravninger, piloteringer og andre byggearbejder på fast ejendom.
Mette C. Juul i TAXO nr. 3/2019 p. 22-29: PEJLING Objektivt ansvar ved overtrædelse af skattelovgivningen?
UfR 1968.84/2 HD: Bygherre pålagt ansvar på objektivt grundlag for revnedannelser i Aalborg Kloster, fremkaldt ved rystelser fra pilotering ved nedramning af betonpægle til et byggeri på Budolfi Plads. Komm. af Gjerulff i UfR 1968 B.333 ff..
UfR 1975.388 HD: Randers kommune blev frifundet for sætningsskader på ejendom i Haslund, som var sket efter at kommunen havde nedlagt kloakrør i vejen. Det var ikke godtgjort, at der var udvist fejl og forsømmelser, og der kunne heller ikke på andet grundlag pålægges kommunen ansvar. Komm. af Th. Gjerulff i UfR 1975 B.395-398 og af Civilingeniør Knud Mortensen i JUR 1975.245 ff.
UfR 1983.714/2 HD: Frederiksværk Kommune ansvarlig for sætningsskader på 2 ejendomme, der var en følge af midlertidig grundvandssænkning i forbindelse med udvidelse af rensningsanlæg i Melby. Der var ikke grundlag for at statuere culpa-ansvar. Ejendommene havde været funderet i overensstemmelse med den på opførelsestidspunktet gældende praksis, og der var derfor ikke grundlag for at tillægge det om funderingsforholdene oplyste betydning. Komm. af Niels Pontoppidan i UfR 1984 B.49-51.
UfR 1983.866/2 HD: Københavns Kommunes Vandforsyning fandtes ansvarlig på objektivt grundlag for skade på uniformer i en kælder på Gammel Kongevej, der var en følge af et brud i 1979 på en 90 år gammel hovedvandledning.(5-4). Komm. af Niels Pontoppidan i UfR 1984 B.51-53.
UfR 1983.895 HD: Helsingør Kommune fandtes på objektivt grundlag ansvarlig for personskade, der var en følge af udsivning af gas fra en gasledning. Komm. af Niels Pontoppidan i UfR 1984 B.51-53.
UfR 2000.1779 HD: Aulum-Haderup kommune ansvarlig for skade på kælder som følge af brud på en 50 år gammel kloakledning. Skader som følge af materialesvigt fandtes som en udgift ved kloaksystemet at burde betales af kommunen, der ved sin tekniske og økonomiske planlægning af driften havde mulighed for at tage risikoen for sådanne påregnelige skader i betragtning.
UfR 2002.172 VLD: Kolding Kommune fandtes erstatningsansvarlig efter et culpasynspunkt for skader på hus forårsaget af rystelser fra gravearbejder. Husejeren tilkendt erstatning på 6.250 kr.
UfR 2002.1320 VLD: Viborg Kommune ikke objektivt ansvarlig for kloakoversvømmelse, der skyldtes rodeindtrængning i ledningsnettet. Der var ikke tale om et udslag af materialesvigt. Der var ikke grundlag for et ansvar efter dansk rets almindelige ansvarsregel.
UfR 2008.1512 VLD: Mårbæk Smede og VVS, M, som var ejet af Jens Chr. Høeg, H, og Thyssen Stål A/S, T, havde i en årrække udført diverse arbejder for hinanden. For at kunne udføre et bestilt arbejde for T, lånte H en kranbil til dette arbejde af T. Under kørslen kom H til at køre kranbilen i en grøft, hvorved den blev beskadiget for 274.543 kr. H krævede betaling for sit arbejde for 117.125,20 kr., mens T påstod selvstændig dom for 57.856 kr. svarende til T's udgifter i anledning af færdselsuheldet. Til støtte for sin påstand gjorde T gældende, at H var erstatningsansvarlig i medfør af DL 5-8-1, og at H havde handlet culpøst. H påstod heroverfor, at DL 5-8-1 ikke kunne finde anvendelse, da udlånet overvejende havde været i T's interesse, og at der var tale om et hændelig uheld. VL lagde til grund, at H, hvis ikke han kunne låne T's kranbil, ville have lejet en tilsvarende kranbil med henblik på at udføre arbejdet. Udgiften hertil ville være blevet viderefaktureret til T, og T havde på denne baggrund en interesse i, at H lånte kranbilen. Betingelserne for at pålægge H et objektivt erstatningsansvar efter DL 5-8-1 var derfor ikke til stede. Da der ikke var fremkommet nærmere oplysninger om, hvad der havde forårsaget, at H kørte i grøften med kranbilen, havde T ikke bevist, at H ved hændelsen havde handlet culpøst, og H blev derfor frifundet for T's krav, og T blev dømt til at betale H for det udførte arbejde.
UfR 2011.738 ØLD: A var faldet ud for B's ejendom grundet isslag. Sagen omhandlede herefter ansvarsgrundlaget og spørgsmålet om egen skyld. På baggrund af en sagkyndig erklæring blev det fastslået, at glatførebekæmpelse ikke ville have medført, at uheldet ikke var indtruffet, hvorfor B ikke blev dømt som erstatningsansvarlig.
UfR 2017.1048 VLD: A og B kunne som private bygherrer ikke pålægges objektivt ansvar uden lovhjemmel for skader på naboejendom, som var opståede grundet alvorlig håndværksmæssig fejl.
A og B havde indgået en entrepriseaftale med murer- og tømrerforretningen E om opførelse af et byhus i Aarhus, men nogle måneder efter byggeriet var påbegyndt, meddelte C og D, at der var sket skade på deres ejendom som følge af A og B's byggeri. C og D anlagde sag mod A og B med påstand om, at A og B var objektiv ansvarlige for skaderne og skulle betale erstatning på 396.000 kr. Retten i Aarhus fandt, at årsagen til, at gavlen havde flyttet sig, var, at den punktvise understøbning af gavlen var sket for hurtigt, idet betonen ikke havde nået at hærde tilstrækkeligt mellem understøbningerne. C og D havde ikke godtgjort, at A og B var bekendt med, at arbejdet med at understøve gavlen indebar en særlig risiko. A og B ifaldt ikke objektivt ansvar for skaderne. VL fandt, at årsagen til den overvejende del af skaderne var byggeaktiviteterne på naboejendommen, herunder primært understøbningen/efterfunderingen af den fælles gavl, som ikke var udført korrekt. Understøbningen havde ikke tilstrækkelig hærdetid, uanset om der blev anvendt varm beton og vintermåtter. Der forelå derfor en alvorlig håndværksmæssig fejl ved arbejdets udførelse. Understøbningen var en almindelig og rutinemæssig arbejdsopgave for E, som havde udført en del tilsvarende understøbninger. Der forelå ikke sådanne omstændigheder, at der efter en samlet vurdering uden lovhjemmel kunne pålægges A og B et objektivt ansvar i forbindelse med opførelsen af huset, som skulle anvendes til deres beboelse.
UfR 2019.695 VLD: Privat bygherre var ikke objektivt ansvarlig for sætningsskader på naboejendom, da bygherren ikke var bekendt med, at renovering indebar en risiko for sætningsskader på naboejendommen
A fik renoveret sin ejendom med hjælp fra en entreprenør og en arkitekt, B. Som følge af renoveringen blev nabogrunden beskadiget, hvorefter ejeren, C, nedlagde påstand om, at A var erstatningsansvarlig på objektivt grundlag. A forklarede, at han ifm. renoveringen ikke blev oplyst af B om risikoen for sætningsskader på naboejendommen. Retten i Aarhus fandt, at det ikke var påregneligt for A, at renoveringsarbejdet ville medføre skade på naboejendommen, og at A ikke havde handlet culpøst ifm. tilrettelæggelse eller udførelse af renoveringen. Da der ikke var lovhjemmel til at pålægge A et objektivt ansvar for de forvoldte skader, blev A frifundet. VL fandt, at der var eksempler på, at en bygherre var blevet pålagt erstatningsansvar på objektivt grundlag for skader opstået ifm. udgravninger og lign. på fast ejendom, jf. UfR 1968.84/2 HD og UfR 1983.714/2 HD. I disse domme var bygherren bekendt med risikoen for at forvolde skade og kunne have foretaget foranstaltninger. A havde ikke været bekendt med risikoen for sætningsskader på C’s ejendom ved renoveringen. VL stadfæstede derfor BR’s dom.
Anden lovgivning om skærpet ansvar
Brændstof
UfR 2014.2867 HD: A og Statoil Fuel & Retail A/S, S, havde indgået en forpagtningskontrakt, hvorefter S leverede motorbrændstof til A i salgskommission. Efter at kontrakten var blevet opsagt, gjorde A krav på erstatning i medfør af § 3 a, stk. 3, i lov om benzinforhandlerkontrakter. A gjorde gældende, at bestemmelsen også omfattede tilfælde, hvor forhandleren modtog brændstoffet i salgskommission og således ikke blev ejer af det, inden salget til forbrugeren. HR fastslog, at § 3 a, stk. 3, i lov om benzinforhandlerkontrakter fandt anvendelse på forpagtningsforholdet mellem A og S, og A var derfor berettiget til erstatning.
Jernbaner
UfR 1996.768 HD: DSB fandtes ikke ansvarlig for påkørsel af A, der var spirituspåvirket og træt, på skinnelegemet ved Nørreport Station, idet det måtte anses for bevist, at skaden måtte skyldes A's uagtsomhed, og idet det ikke var godtgjort, at der forelå medskyld fra DSB's side.
UfR 2006.2900 VLD: En bilist, B, måtte under kørsel af Sydhavnsgade i Århus, hvor en rangerbanelinje krydsede gaden, foretage en undvige manøvre, da han for sent blev opmærksom på, at et tog krydsede gaden. B påkørte herved en lygtepæl, hvorefter hans bil blev påkørt at toget, og B kom i forbindelse hermed til skade. VL, der lagde ovenstående hændelsesforløb til grund, udtalte, at jernbane selskabet Railion Danmark A/S under disse omstændigheder i medfør af jernbanevirksomhedslovens § 15, 1. punktum, som udgangspunkt var erstatningsansvarlig for B's personskade ved færdselsuheldet. B havde ved sin kørsel udvist en ikke ubetydelig uagtsomhed, men uagtsomheden havde ikke været af en så grov karakter, at der er grundlag for at lade Railion Danmark A/S' erstatningsansvar bortfalde eller nedsætte, jf. jernbanevirksomhedslovens § 14, stk. 1, 2. punktum.
Luftfart
Stærkstrøm
Nukleare anlæg
Erstatningsopgørelsen ved tingskade
Werner Lorenz i JUR 1984.14-25: Nogle betragtninger over erstatningsansvaret i og udenfor kontrakt.
Jens Klarskov i ADV 1993.283: Træers værdi - efterlysning af domme om erstatning for ødelagt beplantning.
Henrik Udsen i UfR 2015 B.249-258 : Erstatning for internt tidsforbrug (Artiklen drøfter, om medarbejderes interne tidsforbrug kan udgøre et tab i erstatningsretlig forstand for arbejdsgiveren, og hvordan tabet i givet fald skal kategoriseres og opgøres. Det konkluderes, at et internt tidsforbrug forårsaget af en skadevolders ansvarspådragende adfærd som udgangspunkt udgør et omkostningstab, der kan kræves erstattet af såvel private som offentlige arbejdsgivere. Tabet skal opgøres med udgangspunkt i antallet af spildte timer og den interne timepris for den pågældende medarbejder, idet der dog i stedet kan kræves erstatning for dokumenterede mistede indtægter, hvis disse overstiger den interne omkostning.)
UfR 1997.969 VLD: GF Forsikring kunne i medfør af EAL § 22, stk. 1 gøre regres mod skadevolders ansvarsforsikring også for værditabet på mindre end 1 år gammel Citroen Xantia, som var blevet skadet for 142.320 kr. ved påkørsel. Værditabet blev skønsmæssigt fastsat til 20.000 kr.
FED 1998.580 VLD: A, som havde modtaget erstatning for totalskadet bil fra egen kaskoforsikring, var ikke afskåret fra at kræve yderligere erstatning fra skadevolders ansvarsforsikring. Erstatningen blev fastsat til det beløb, A på skadetidspunktet kunne have købt en tilsvarende bil for, men omfattede ikke finansieringsomkostninger.
UfR 2000.1702 HD: A og B havde i 1991 tændt et bål i en nyopført sprænggrotte på Kalveblod Fælled. Grotten nedbrændte og blev totalskadet. Erstatningen til Forsvarskommandoen blev fastsat til det beløb, som efter prisforholdene på skadetidspunktet efter skønsmandes vurdering muliggjorde genopførelse. Kravet var ikke afhængigt af, om genopførelse faktisk skete og i hvilken skikkelse genopførelse skete. A og B dømt til at betale yderligere 385.246 kr. - ud over de allerede betalte 187.500 kr.
UfR 2002.1291 HD: A havde hos B købt en busrejse fra København til Bruxelles, og ved afrejsen blev A's kuffert, som hun ikke måtte tage med ind i bussen, af B's chauffør og uden udlevering af kvittering for modtagelsen placeret i bussens bagagerum. Ved ankomsten var A's kuffert borte. B havde ikke ved et standardvilkår optrykt på busbillettens bagside om at B ikke erstattede mistet bagage ikke fraskrevet sig erstatningsansvaret for bagage, der gik tabt på grund af B's fejl eller mangelfulde tilsyn. Da B ikke havde godtgjort, at kufferten var bortkommet under omstændigheder, der ikke kunne bebrejdes B, var B erstatningsansvarlig over for A. A havde ikke oplyst chaufføren om, at kufferten med indhold var værdifuld, og det måtte antages, at chaufføren ikke vidste dette. Under hensyn hertil og til rejsens form sammenholdt med billettens pris - 925 kr. - måtte chaufføren ikke påregne, at kufferten som forklaret af A indeholdt værdier for 60.020 kr. Uanset om det måtte kunne anses for godtgjort, at kufferten indeholdt så betydelige værdier, kunne A som følge heraf alene få erstattet et mindre beløb. Erstatningen fastsattes skønsmæssigt til 15.000 kr.
UfR 2006.2168 ØLD: T, født 1984, var tiltalt for hærværk af betydeligt omfang efter STRFL § 291, stk. 2, ved med spraymaling at have skrevet på en S-togsvogn, der holdt ved rangerterrænet, hvorved der skete skade for 24.109 kr. DSB krævede nu erstatning. Hillerød Byretten fandt T skyldig i tiltalen og idømte 14 dages betinget fængsel. Byretten fandt samtidig, at T var erstatningsansvarlig og udmålte erstatningskravet til 24.109 kr. ØL tiltrådte byrettens afgørelse og fandt straffen passende udmålt. På baggrund af et notat fra DSB vedrørende opgørelsesprincipper for erstatningskrav fandt ØL størrelsen af erstatningskravet godtgjort, hvorfor byrettens afgørelse vedrørende erstatningsspørgsmålet ligeså blev stadfæstet.
UfR 2008.331 VLD: H og M var ved en straffesag blevet dømt for hærværk for at fælde ca. 45 træer på naboen K's sommerhusgrund. I erstatningssagen blev K tilkendt erstatning på knap 69.000 kr. for opskæring og ny plantning samt en skønsmæssig fastsat erstatning for værdiforringelse af ejendommen på 300.000 kr.
UfR 2012.1037 VLD: Et skib tilhørende et rederi, R, var under losning af kul blev påført skader, således at det først kunne sejle 3 dage og 13 timer efter grundet reparationer. R anlagde sag mod det firma, F, der havde forestået losningen, idet F ikke anerkendte at ville betale driftstabserstatning for den periode, hvor skibet blev repareret. VL fandt ikke, at R havde bevist, at R havde lidt økonomisk tab i den periode, hvor R's skib skulle repareres. VL henviste i denne forbindelse til det beregningsmateriale, R havde fremlagt. Beregningsmateriale bestod af et skema, som indeholdt oplysninger om det pågældende skibs indtjening ved 3 sejladser før og 3 sejladser efter reparationen af skaderne, men var ikke underbygget med underliggende dokumentation omkring datoerne for sejladserne samt de hermed forbundne indtægter og udgifter.
UfR 2013.1996 HD: Der opstod i august 2006 brand på A's ejendom. B anerkendte erstatningsansvaret herfor og havde til opfyldelse af Retten i Aalborg og VL's dom betalt i alt 5.351.157,57 kr. med renter til C, hvor A var forsikret. Beløbet angik C's regreskrav efter udbetaling af erstatning til A samt erstatning af A's selvrisiko. Sagen for HR angik, om B havde krav på tilbagebetaling af i alt 464.277 kr. vedr. en del af den udbetalte erstatning for driftstab/mistet fortjeneste, A's udgift til revisorbistand i forbindelse med opgørelsen af driftstabet i anledning af branden samt A's selvrisiko. HR tiltrådte, at A's driftstab, hvori indgik mistet fortjeneste for egne tilvirkede varer, var fastsat som sket. HR tiltrådte endvidere, at udgiften til revisorbistand var medtaget i C's regreskrav, og at A kunne kræve erstatning af selvrisikoen. B fik derfor ikke medhold i det fremsatte tilbagebetalingskrav. HR stadfæstede derved VL's resultat.
UfR 2017.2256 VLD: Arbejdsgiver kunne kræve erstatning for tab, der var forvoldt i forbindelse med en tidligere ansats tyveri. Arbejdsgiverens erstatningsopgørelse vedr. de stjålne genstande blev lagt til grund, mens der skete en reduktion vedr. erstatning for mandetimer m.v.
A var blevet dømt for overtrædelse af STRFL § 276 , da han som ansat hos malerforretningen, B, havde stjålet maling og malergrej i en periode på næsten 2 år. B krævede for det første erstatning for de genstande, der var blevet stjålet og herunder værdiforringelsen af de tilbageleverede genstande. Dette tab opgjorde han til 401.000 kr. For det andet krævede B erstatning for mandetimer m.v. i forbindelse med håndteringen af de returnerede genstande. Dette tab blev af B opgjort til 104.000. Det samlede tab blev opgjort til 483.000 kr., hvor der var sket fradrag for A's krav på feriepenge. Retten i Esbjerg fandt, at A skulle betale i alt. 415.000 kr. til B. VL fandt, at det ved vurderingen af kravet til beviset for tabets størrelse skulle indgå, at der havde været tale om tyveri. Effekterne blev stjålet over en periode på næsten 2 år, og der var efter karakteren af de forskellige effekter sammenholdt med forklaringerne, oplysningerne i ransagningsrapporten og de dokumenterede fotos ikke grundlag for at tilsidesætte B's opgørelse. B's krav for stjålne og værdiforringede effekter blev herefter taget til følge med det krævede beløb på i alt 401.000 kr. Med hensyn til kravet for mandetimer mv., forelå der ikke ud over B's forklaring mere konkrete oplysninger om registreringen af det meget betydelige timetal, herunder til oprydning og sortering af maling, idet bemærkedes, at malingen for langt den overvejende dels vedkommende blev bortskaffet. B fandtes alene at være berettiget til i erstatningsopgørelsen at medtage den direkte lønudgift til de enkelte medarbejdere. Efter en samlet vurdering nedsattes kravet derfor til afrundet 35.000 kr. svarende til ca. 1/3 af det krævede beløb. A skulle herefter med fradrag af det anerkendte feriepengekrav på 22.000 kr. samlet til B betale 414.000 kr.
Regres mod den erstatningsansvarlige
Jesper Ravn og Lars Bo Nilsson i UfR 2003 B.34-40: Dagpengeregres - Kommunens krav mod den ansvarlige skadevolder.
Martin Frey Olesen i Justitia nr. 2/2014 p. 49-92 og Rettid 2013, Afhandling nr. 12: De erstatningsretlige aspekter ved kommunernes sygedagpengeregres. (Specialet analyserer de erstatningsretlige aspekter for kommunernes mulighed for at søge regres ved ansvarlig skadevolder for udbetalte dagpenge, samt samspillet mellem de socialretlige og erstatningsretlige regler).
UfR 2002.2683 HD: Københavns Kommune fik medhold i regreskrav mod Topdanmark som skadevolders ansvarsforsikring for sygedagpenge udbetalt til skadelidt, der hidtil havde modtaget arbejdsløshedsdagpenge. tab af retten til arbejdsløshedsdagpenge måtte sidestilles med tab af arbejdsfortjeneste. Skadelidte ville derfor have krav på erstatning for tab af retten til arbejdsløshedsdagpenge, hvis han ikke havde modtaget sygedagpenge fra kommunen. Det forhold, at han på grund af EAL § 2, stk. 2, ikke selv kunne rejse et krav mod skadevolderen svarende til de udbetalte sygedagpenge, kunne ikke bevirke, at kommunen ikke kunne gøre et afledet regreskrav gældende mod Topdanmark, jf. herved princippet i lovens § 17, stk. 2, om arbejdsgiveres regreskrav i anledning af udbetalt løn under sygdom. Komm. af Jesper Ravn og Lars Bo Nilsson i UfR 2003 B.34-40: Dagpengeregres - Kommunens krav mod den ansvarlige skadevolder.
UfR 2004.258 ØLD: Christiansfeld Kommune fik medhold i regreskrav mod GN-forsikring, som var ansvarsforsikring for skadevolder, for sygedagpenge, der var udbetalt til skadelidte, der hidtil havde modtaget uddannelsesgodtgørelse efter lov om en aktiv arbejdsmarkedspolitik.
UfR 2004.1172/2 VLD: Lagerekspedient A var blevet påkørt af truck i varegården i Bilka, Tilst. Århus Kommune søgte dagpengeregres mod Bilka. Antaget at færdselsloven ikke fandt anvendelse i varegården. Bilka ikke ansvarlig efter culpareglen og ej heller efter DL 3-19-2, da truckføreren ikke havde handlet ansvarspådragende. Et allerede betalt beløb på 21.840 kr. skulle tilbagebetales, da kommunen uberettiget havde opkrævet beløbet, og da det derfor var uden betydning, at Bilka havde betalt uden forbehold.
UfR 2004.1587 HD: Albertslund Kommunen havde som bopælskommune været forpligtet til at udbetale dagpenge til K som arbejdsgiver, da sygefraværet var påbegyndt efter d. 01.01.2000. Kommunen havde derfor regreskrav mod TRYG Forsikring som ansvarsforsikring.
UfR 2004.2182 ØLD: Greve Kommune kunne gøre regres for udbetalte sygedagpenge hos Vestsjællands Amt, der var erstatningsansvarlig for patientskade på Holbæk Centralsygehus. Den omstændighed, at der var ydet den dagpengeberettigede erstatning efter patientforsikringsloven afskar ikke kommunen fra at gøre sit regreskrav gældende på grundlag af det almindeligt gældende erstatningsansvar.
UfR 2004.2634 ØLD: Århus Kommune søgte dagpengeregres mod Topdanmark for ca. 23.000 kr. Arbejdsskadestyrelsen havde skønsmæssigt fastsat stationærtidspunktet til 6 måneder efter uheldet. Der var ikke grundlag for at fastslå, at Topdanmark på reguleringstidspunktet ikke havde et - også i forhold til Århus Kommune - fyldestgørende grundlag for at regulere erstatningskravet i overensstemmelse med Arbejdsskadestyrelsens vejledende udtalelse.
UfR 2006.2483 VLD: A, der var anset i Aarhus Kommune, kom under sit arbejde d. 17.07.1997 til skade i forbindelse med håndtering af nogle fortovsfliser. Der var fornøden årsagsforbindelse mellem den benyttede fremgangsmåde og den skade, der overgik A. A havde ikke pådraget sig et varigt erhvervsevnetab, hvorfor K som udgangspunkt var pligtig at erstatte dagpengeudbetalinger fra Galten Kommune til A frem til revalideringens påbegyndelse i november 2001, hvilket måtte kunne sidestilles med, at arbejdet var genoptaget i samme omfang som før A’s uheld. Dagpengeudbetalingerne havde ikke været i strid med dagpengeloven. Det var samtidig heller ikke grundlag for at lade kravet nedsætte eller bortfalde i medfør af egen skyld. VL fandt på denne baggrund - uanset den meget lange dagpengeperiode - ikke, at der var påvist grundlag for at reducere kravet, heller ikke til udbetalingerne indtil etårsdagen d. 17.07.1998, stationærtidspunktet d. 08.09. eller 6.10.1998 eller tidspunktet for Arbejdsskadestyrelsens afgørelse om mengrad d. 10.01.2001. Herefter blev Århus Kommune anset for erstatningsansvarlig, og skulle uden reduktion erstatte de af Galten kommune udbetalte dagpenge frem til revalideringens påbegyndelse.
UfR 2006.2721 VLD: I tre sager udbetalte Århus Kommune, K, i anledning af arbejdsulykker, ydelser i medfør af dagpengeloven, hvorefter K rejste regreskrav med skadevolderens forsikringsselskab, Tryg Forsikring, F, ved at fremsende en standardblanket om ”Opgørelse af regreskrav”. Denne blanket indeholdt oplysninger om perioden, i hvilken betaling var sket, om størrelsen af det udbetalte beløb, samt et rentepåkrav. Som dokumentation for udbetalingerne var vedlagt et skærmbillede fra Kommunernes dagpengesystem. K krævede renter, fra en måned efter at F havde modtaget denne standardblanket samt dokumentationen for udbetalingerne, idet K gjorde gældende, at F med disse bilag havde alle fornødne og relevante oplysninger til at foretage en vurdering af kravenes størrelse og berettigelse, jf. rentelovens § 3, stk. 2. F betalte herefter regreskravene til K med, for så vidt angik to af sagerne, renter fra modtagelsen af Arbejdsskadestyrelsen akter, hvori stationærtidspunkterne var angivet. For så vidt angik den tredje sag udbetalte F beløbet med renter fra modtagelsen af opgørelserne fra K over udbetalte dagpenge indtil stationærtidspunktet. K anlagde hefter sag mod F med påstand om betaling af yderlige renter. VL udtalte, at den standardblanket og det skærmprint, som K havde anvendt til at anmelde sine regreskrav over for F, ikke indeholdt de nødvendige oplysninger for en erstatningsretlig vurdering af kravenes berettigelse og størrelse, herunder dokumentation for skadens indtræden og årsagssammenhæng mellem skaden og de udbetalte dagpenge, og K havde ikke godtgjort, at selskabet allerede på tidspunktet, hvor kommunen fremsatte kravene om betaling, havde eller blev sat i stand til at indhente de nødvendige oplysninger for den nævnte vurdering, hvorfor K ikke kunne få medhold i, at regreskravene skulle forrentes for en måned efter den dag, hvor kravene blev fremsat. K havde endvidere ikke godtgjort, at F var i stand til at indhente de nødvendige oplysninger for en vurdering af regreskravenes størrelse, før selskabet havde modtaget Arbejdsskadestyrelsens akter med angivelse af stationærtidspunkterne for skaderne. Der var endvidere ikke godtgjort, at F var i stand til at indhente de nødvendige oplysninger om kravets størrelse, før K d. 17.04.2001 fremsendte en opgørelse over udbetalte dagpenge indtil stationærtidspunktet lydende på 36.638 kr. Det bemærkes i den forbindelse, at K i skrivelse af 25.02.1999 havde opgjort sit regreskrav til 143.199 kr.
UfR 2007.296 ØLD: D. 06.10.1999 var A udsat for et færdselsuheld i forbindelse med sit arbejde. A blev påkørt bagfra af en anden bil, mens han holdt for rødt lys. Den anden bil var ansvarsforsikret i Topdanmark, F, I perioden efter uheldet var A helt eller delvist sygemeldt, og måtte i årene frem til 2004 sygemelde sig i et vist omfang som følge af uheldet. A indgik d. 12.04.2000 aftale med sin arbejdsgiver efter den dagældende § 28 i dagpengeloven. Aftalen blev forlænget frem til 2004. Aarhus Kommune, K, der var A’s hjemkommune, havde godkendt denne aftale. K rejste i 2004 regreskrav mod F i anledning af udbetalte sygedagpenge. F ville dog kunne anerkende regreskravet frem til d. 16.04.2000 med den begrundelse, at K ikke havde ret til regres for dagpenge, som var udbetalt efter dagpengelovens § 28. ØL fandt, at det fremgik direkte af ordlyden af § 28, at ”arbejdsgiveren kan få refunderet et beløb, som svarer til de dagpenge, som den sikrede har ret til fra arbejdsgiveren”. Bestemmelsen måtte således ses i sammenhæng med arbejdsgiverens forpligtelse i lovens § 1, stk. 2, nr. 1, sammenholdt med § 3. Bestemmelserne var udtryk for, at K ved en § 28-aftale overtog arbejdsgiverens forpligtelse til at betale dagpenge. Den dagældende dagpengelovs § 39, stk. 2, indeholdt efter sin ordlyd ingen hjemmel til, at K kunne gøre regreskrav gældende for ydelser betalt i henhold til en § 28-aftale. Dette må anses for at have sammenhæng med bestemmelsen i EAL § 17, stk. 2, hvorefter dette regreskrav som udgangspunkt tilkom arbejdsgiveren. K kunne efter almindelige formueretlige regler indtræde i arbejdsgiverens regreskrav efter EAL § 17, stk. 2. Eftersom der er under ankesagen enighed mellem parterne om, at betingelserne for regres i EAL § 17, stk. 2, ikke var opfyldt, blev F frifundet for K’s regreskrav.
UfR 2007.706 ØLK: Under kørsel på cykel blev en tandlæge, T, væltet af en knallertfører, der var ansvarsforsikret hos Topdanmark Forsikring, F. T modtog over en periode på 253 dage sygedagpenge for i alt 491.685 kr. fra Dansk Tandlægeforenings Tryghedsordninger, D, der nu gjorde et regreskrav gældende over for F. VL udtalte, at den ordning, som D krævede regres for i nærværende sag, fandtes at frembyde betydelige ligheder med en forsikringsordning, men ordningen fandtes ikke direkte omfattet af FAL. Herefter måtte det herefter anses for betænkeligt at fastslå, at EAL § 17, stk. 1, og EAL § 22, stk. 2, afskar D fra den ulovbestemte mulighed for regres over for skadevolderen og dennes forsikringsselskab.
UfR 2007.2516 VLD: A brækkede i forbindelse med sit arbejdet venstre overarm. Hun fik nogle dage senere foretaget et operativt indgreb på Aarhus Sygehus, S. Under operationen var en nerve blevet påvirket, og denne skade blev af Patientforsikringen anerkendt som erstatningsberettiget, jf. § 2, stk. 1, nr. 1 i lov om patientforsikring. Aarhus Kommune, K, havde i sygdomsperioden udbetalt sygedagpenge, som de nu ønskede regres mod S for, idet K henviste til, at A’s sygdomsperiode var blevet væsentlig forlænget som følge af S’ ansvarspådragende handling. S bestred dette krav og henviste til, at det faktum, at skaden var anerkendt efter patientforsikringsloven, var uden betydning for, om der var handlet ansvarspådragende. VL fandt det ikke godtgjort, at der af de opererende læger, der efter det oplyste benyttede en sædvanligt fulgt fremgangsmåde ved operation for knoglebrud, var begået lægelige fejl, som kunne pådrage S erstatningsansvar, hvorfor S blev frifundet.
UfR 2010.115 HD: Som følge af, at A havde haft sygefravær på grund af et trafikuheld, hvor hun var blevet påkørt bagfra af en anden bil, modtog hun sygedagpenge i 4 perioder. Sygedagpengene blev udbetalt af Århus Kommune, K, hvor hun var ansat, og som samtidig var hendes bopælskommune. Skadevolderens ansvarsforsikringsselskab, F, anerkendte ansvaret for uheldet. Der opstod imidlertid tvist om, hvorvidt K kunne søge regres hos F for de betalte sygedagpenge efter reglen i den dagældende dagpengelovs § 39, stk. 2, hvorefter en kommune i anledning af dagpenge udbetalt til en person som følge af en lidelse forvoldt af en ansvarlig skadevolder kunne gøre regreskrav gældende for de udbetalte dagpenge, i det omfang de erstatningsretlige betingelser herfor var opfyldt. F havde navnlig gjort gældende, at det efter dagpengelovens § 39, stk. 2, var en betingelse for K's regresadgang, at denne havde lidt et tab. K måtte som både dagpengeudbetalende myndighed og arbejdsgiver anses for én juridisk person og havde som sådan ikke lidt noget tab i anledning af A's fravær, idet K's udgift til dagpenge var blevet udlignet ved, at denne som arbejdsgiver havde sparet en lønudgift. K bestred, at bestemmelsen skulle forstås således, at K alene havde et regreskrav, hvis den kunne godtgøre et tab. HR gav K medhold. HR udtalte, at K støttede sit afledede krav på, at den som socialforvaltning havde betalt sygedagpenge efter dagpengeloven, jf. lovens § 39, stk. 2, og EAL § 17, stk. 1, 3. pkt., og at der efter ordlyden af og forarbejderne til disse bestemmelser som affattet ved lov nr. 1110 af 20.12.1995 ikke – heller ikke efter ændringen af dagpengelovens § 39, stk. 2, i 1998 – var holdepunkter for at forstå bestemmelserne således, at en kommune, der som socialforvaltning havde betalt sygedagpenge og samtidig var arbejdsgiver for skadelidte, kun havde et regreskrav mod skadevolderen, hvis den kunne godtgøre et tab. HR stadfæstede herved ØL's dom.
UfR 2010.2060 VLD: Århus Kommune, K, anlagde regressøgsmål mod en arbejdsgiver, V, for udbetaling af sygedagpenge til den ansatte, A, i perioden d. 29.1.2003 til d. 01.10.2006. A var kommet til skade under arbejde for V, der havde udbetalt et beløb til K svarende til 3 måneders sygedagpenge. VL anerkendte, at K kunne gøre regres gældende for udbetaling i perioden d. 29.01.2003 til d. 21.01.2005. VL lagde vægt på, at K's regreskrav var afledet af A's krav mod V, og at dette krav afhang af, om de almindelige erstatningsretlige betingelser var opfyldt. Da A fra og med d. 21.01.2005 fik ændret sit krav på tabt arbejdstjeneste til et krav på løbende ydelser for tab af erhvervstjeneste, fandt VL, at betingelserne for erstatning ikke længere var opfyldt. K kunne derfor heller ikke længere indtræde i A's krav mod V.
UfR 2011.2425 VLD: A blev påført en arbejdsskade d. 22.04.2007 i perioden, hvor A var udlejet som arbejdskraft til B A/S. Århus Kommune, K, betalte A sygedagpenge i sygeperioden. B var erstatningsansvarlig over for A, da R, der var ansvarlig for arbejdsopgaverne og tilsynet med arbejdets udførelse, var ansat hos B. B gik konkurs d. 03.10.2007, men havde på ulykkestidspunktet tegnet en erhvervsansvarsforsikring hos forsikringsselskabet, T. VL fandt ikke, ud fra en ordlydsfortolkning og ud fra forarbejderne, at B var omfattet af begrænsningen i sygedagpengelovens § 78, stk. 1, 2. pkt. K havde på dette grundlag regres for de udbetalte dagpenge til A. I henhold til ordlyden af FAL § 95, stk. 2, havde A mulighed for at rette sit fulde krav mod T. Der fandtes derfor ikke grundlag for at fradrage selvrisikobeløbet på 10.000 kr.
UfR 2012.2447 VLD: Aarhus Kommune, K, udbetalte sygedagpenge som følge af lægelige fejl begået af Aarhus Sygehus, C, under en operation og behandling af en patient, D, der var involveret i et trafikuheld, og ville gøre et regreskrav gældende mod Region Midtjylland, B, i henhold til EAL § 17, stk. 1. Skønsmanden vurderede, at man næppe kunne tale om forsømmelse eller lægelige fejl, da der var konkurrerende årsager til symptomerne, og at undladelse af at bestille en CT-undersøgelse eller en røntgenundersøgelse med brug af skråprojektioner kunne betragtes som et fejlskøn. Retten i Århus fandt det på denne baggrund og efter bevisførelsen i øvrigt ikke godtgjort, at C eller nogen, for hvis handlinger C hæftede, i forbindelse med operationen og/eller den efterfølgende behandling af D, var begået lægelige fejl eller forsømmelser, som kunne pådrage C erstatningsansvar. Som følge heraf frifandt BR B. VL stadfæstede.
UfR 2014.467 HD: A var i 2005 involveret i en trafikulykke og kunne som følge heraf ikke fortsætte i sit job. Forud for ulykken havde han været ansat i et fleksjob, hvor han kun arbejdede ca. halv tid, men modtog løn som en fuldtidsansat. Vejen Kommune, K, gav et løntilskud på 2/3 til arbejdsgiveren. Efter ulykken og frem til det tidspunkt, hvor A overgik til førtidspension, modtog han sygedagpenge fra K. Sagen drejede sig om, i hvilket omfang K kunne gøre et regreskrav for udbetalte sygedagpenge gældende over for skadevolderens forsikringsselskab. HR var enig med ØL i, at K havde fuld regresret for de udbetalte sygedagpenge. Da A havde krav på erstatning af den hidtidige fuldtidsløn, og K havde udbetalt sygedagpenge modsvarende denne med et mindre beløb, fulgte det af den dagældende sygedagpengeloves § 39, stk. 2, at K kunne kræve hele det udbetalte dagpengebeløb refunderet af forsikringsselskabet.
UfR 2015.219 VLD: Herning Kommune (H) gjorde gældende, at H havde regresadgang for udbetalte sygedagpenge til skadelidte, S, i overensstemmelse med sygedagpengelovens § 78, stk. 1, jf. EAL § 17, stk. 1, 3. Pkt., da privathospital E ved behandling og operation af S måtte anses for at have handlet groft uagtsomt, og at region Midtjylland (M) i medfør af lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 29, stk. 1, litra 5, hæftede for det erstatningsansvar, E havde pådraget sig. VL udtalte, at § 29 ikke indeholdt hjemmel til, at M kunne pålægges det erstatningsansvar, som E måtte have pådraget sig. I forhold til et evt. regreskrav udtalte VL, at patientforsikringen ikke efter lovens § 24, stk. 4 ydede erstatning til dækning af regreskrav. Heller ikke lovens § 27 regulerede spørgsmålet om, i hvilket omfang patientforsikringen efter at have betalt erstatning til S eller dennes efterladte kunne rejse et regreskrav mod den, der efter de almindelige erstatningsretlige regler ville være erstatningsansvarlig for patientskaden. M frifandtes derfor.
UfR 2015.2753 ØLD: Forsikringsselskab havde regreskrav mod 16-årig skadevolder, jf. EAL § 19, stk. 2, nr. 1. Forrentningen udskudt i medfør af EAL § 24, stk. 1 til skadevolders fyldte 24 år.
Et forsikringsselskab, F, havde dækket et erstatningskrav for A, der som 16-år havde forårsaget brand på en social institution, som frembagte en skade for ca. 205.000 kr. Spørgsmålet i sagen var, om F kunne rette et regreskrav mod A. Retten i Odense udtalte, at det ikke med den fornødne sikkerhed var godtgjort, at der af A var udvist en sådan grov uagtsomhed, at der var grundlag for efter EAL § 19, stk. 2, nr. 1, at pålægge ham erstatningsansvar over for F. ØL udtalte, at det måtte lægges til grund, at den indtrådte skade skete som følge af, at A under påvirkning af alkohol og hash og med det formål at forskrække beboerne i et plejecenter affyrede fyrværkeri umiddelbart op mod plejecentret uden at sikre sig, at vinduer m.v. var lukkede. Herved havde A udvist en så uforsvarlig adfærd, at han efter en samlet vurdering måtte anses for at have forvoldt skaden ved grov uagtsomhed som anført i EAL § 19, stk. 2, nr. 1. F havde derfor et regreskrav mod A. I betragtning af A's alder på skadetidspunktet og de fremlagte oplysninger om hans økonomiske forhold måtte der antages at ville forløbe et sådant tidsrum, inden han ville være i stand til at fyldestgøre F, at rentekravet ville blive urimeligt tyngende for ham. I medfør af EAL § 24, stk. 1, fandtes tidspunktet for erstatningskravets forrentning derfor at burde udskydes til hans fyldte 24 år.UfR 2016.2326 VLD: Forsikringsselskabs regreskrav for hærværk for 165.000 kr. begået af 15-årig med ADHD og IQ på 66 nedsat til 24.000 kr., jf. EAL § 24.
Sammen med to andre gerningsmænd blev A dømt for at have begået hærværk ved at have åbnet en brandslage og efterladt den uden at slukke for den, hvorved der skete vandskate i en butik, som fik dækket sit tab af et forsikringsselskab F, med 165.000 kr. F gjorde regres mod A, som gjorde gældende, at kravet skulle bortfalde eller lempes, jf. EAL § 24 eller § 24b. Retten i Randers fandt ikke, at A havde manglet evnen til at handle fornuftsmæssigt, hvorfor der ikke var grundlag for anvendelse af EAL § 24 b. A var diagnosticeret med ADHD og lettere mental retardering (en samlet IQ på 66). A var pga. sine diagnoser ude af stand til at tage vare på sig selv i dagligdagen, og det måtte anses for tvivlsomt, at han på noget tidspunkt ville kunne forsørge sig selv. Regreskravet relaterede sig til et hærværksforhold, som A begik, da han var 15 år, og som fandt sted under omstændigheder, BR fandt kendetegnende for A's manglende evne til at overskue og vurdere følgerne af sine handlinger. Efter en helhedsvurdering af disse omstændigheder og under hensyntagen til, at F var et forsikringsselskab, ville erstatningsansvaret virke urimeligt tyngende for A, jf. EAL § 24, og at der forelå sådanne ganske særlige omstændigheder, at ansvaret helt burde bortfalde. VL fandt, at erstatningsansvaret ville virke urimeligt tyngende for A, jf. EAL § 24, stk. 1, 1. pkt. Da han havde pådraget sig erstatningsansvaret ved en forsætlig strafbar handling, var der imidlertid ikke tilstrækkeligt grundlag for helt at lade ansvaret bortfalde, jf. EAL § 24, stk. 1, 1. pkt., jf. 2. pkt., da selv en person med et funktionsniveau som A måtte være klar over, at det kunne give store skader at lukke betydelige mængder vand ud inde i et butikscenter. Erstatningen blev herefter fastsat til 24.000 kr.UfR 2017.1167 HD: Kommune skulle tilbagebetale sygedagpenge, som kommunen havde fået refunderet af skadevolders forsikringsselskab, efter det tidspunkt, hvor Arbejdsskadestyrelsen traf midlertidig afgørelse om erhvervsevnetab.
A kom til skade d. 26.10.2010 ved et færdselsuheld. Albertslund Kommune, K, udbetalte sygedagpenge til A og fik de udbetalte beløb refunderet af Topdanmark Forsikring A/S, F, der var ansvarsforsikringsselskab for skadevolder. Beløbene blev refunderet fra skadestidspunktet og frem til d. 26.08.2012. Arbejdsskadestyrelsen traf d. 19.09.2012 midlertidig afgørelse om A's erhvervsevnetab og tilkendte ham erstatning med virkning fra d. 21.09.2011. Sagen angik, om K skulle tilbagebetale de refunderede sygedagpengebeløb, der var udbetalt af F i perioden efter d. 21.09.2011. HR fastslog, at EAL's regler og de almindelige principper for tilbagesøgning af for meget betalte beløb ikke var til hinder for, at F kunne kræve beløbet tilbagebetalt. Kravet var heller ikke fortabt som følge af passivitet. K skulle derfor tilbagebetale beløbet. ØL var nået til samme resultat.
UfR 2017.1787 HD: Kommunens sygedagpengeregreskrav mod skadevolders forsikringsselskab var forældet, og der var ikke sket en udskydelse eller forlængelse af den almindelige forældelsesfrist ved skadelidtes forhandlinger med forsikringsselskabet.
Aarhus Kommune, K, havde udbetalt sygedagpenge til en skadelidt, A, der var faldet på et isglat fortov. K fremsatte mere end 3 år efter uheldet regreskrav mod skadevolderens forsikringsselskab, F, vedr. de sygedagpenge, som K havde udbetalt. HR fandt, at K's krav var et afledet krav, og at K's krav derfor som udgangspunkt havde samme forældelsesfrist, som skadelidtes krav havde på det tidspunkt, hvor K udbetalte sygedagpenge. K kunne ikke få en længere forældelsesfrist pga. uvidenhed om kravet, og der var ikke særlige forhold i sagen, som gjorde, at udgangspunktet skulle fraviges. Bestemmelsen i sygedagpengeloven, som krævede, at et forsikringsselskab skulle orientere en kommune, når der var udbetalt erstatning, kunne ikke medføre en udskydelse af forældelsesfristen, når orienteringen skete rettidigt. Endelig kunne forhandlingerne mellem A og F inden forældelsesfristens udløb heller ikke danne grundlag for en forlængelse af forældelsesfristen, da forhandlingerne ikke vedrørte K's krav. Der var derfor ikke sket en udskydelse eller forlængelse af den almindelige forældelsesfrist på 3 år. VL var nået til et andet resultat.
UfR 2017.2781 ØLD: Politiet kunne gøre et regreskrav gældende mod voldsudøveren i medfør af offererstatningslovens § 17, da over halvdelen af F's samlede varige mén skyldtes voldsudøvernes overfald
F blev af Erstatningsnævnet, N, tilkendt ca. 225.000 kr. i erstatning som følge af et overfald begået i 2012 af bl.a. A og B, der henholdsvis blev dømt efter STRFL §§ 244 og 245, stk. 1. Der var tale om erstatning for svie og smerte samt varigt mén. F var i 2010 udsat for en arbejdsskade og i 2013 igen udsat for et overfald. Retten i Hillerød udtalte, at Nordsjællands Politi, P, efter offererstatningslovens § 17 kunne gøre regreskrav gældende mod A og B, da de, ved i forening at opsøge F og ved at tildele F knytnæveslag, heraf et i hovedet, havde medvirket til de skader, som F pådrog sig, på en sådan måde, at de måtte anses for solidarisk ansvarlige for disse. BR havde i den forbindelse lagt vægt på, at den af N fastsatte erstatning til F for langt den overvejende dels vedkommende vedrørte psykiske skader, der både måtte anses for at have årsagssammenhæng til den udøvede vold og være påregnelig for A og B. ØL stadfæstede BR's dom og bemærkede yderligere vedr. spørgsmålet om årsagssammenhæng, at Arbejdsskadestyrelsen ved sin vejledende udtalelse af 17.12.2015, som N fulgte ved sin afgørelse af 23.12.2015, havde fundet, at omkring halvdelen af F's samlede varige mén på 35 % angående middelsvær posttraumatisk belastningsreaktion og væsentlige føleforstyrrelser i kæbe, tænder mv. skyldtes overfaldet i 2012. Det tiltrådtes på denne baggrund, at P i medfør af offererstatningslovens § 17 havde regres mod bl.a. A for det rejste erstatningskrav.UfR 2018.1072 ØLD: A handlede groft uagtsomt ved påsejling af Vestbroen i Storebælt, som resulterede i skader på skibsmast og var pligtig at betale erstatning, jf. EAL § 19, stk. 2, nr. 1
B udlejede en sejlbåd til A, der havde 37 års sejlerfaring og duelighedsbevis. A sejlede to dage senere under Vestbroen i Storebælt, hvorved skibsmasten kolliderede med broen. B var forsikret hos F. F lagde sag an mod A med påstand om betaling af erstatning på 54.000 kr. Retten i Glostrup fandt, at A ikke havde tjekket mastens nøjagtige højde eller den præcise frihøjde nøjagtigt det sted, hvor gennemsejlingen skete. Der var ikke ført tilstrækkeligt bevis for, at gennemsejlingen var sket på et sted, hvor frihøjden på broen var ca. 11 m., da mastens højde var 16 m., og der alene var skader på 1 m. af masten. A havde efter eget udsagn nogle dage før påsejlingen sejlet under broen omtrent samme sted, hvilket ikke medførte påsejling af broen. A havde angiveligt benyttet de anbefalede gennemsejlingsrender, hvor frihøjden under broen var 18 m.. A havde ikke udvist adfærd af så grov karakter, at EAL § 19, stk. 2, nr. 1 kunne finde anvendelse. Under hensyn til, at sejladsen ikke indebar en så indlysende fare for den indtrådte skade, og at sejlbåden var dækket af en tingsforsikring, jf. EAL § 19, stk. 1, blev A frifundet. ØL fandt, at A havde sejlet under Vestbroen på et sted, der ikke hørte til de etablerede gennemsejlingsfag, uden at gøre sig bekendt med mastens nøjagtige højde og med frihøjden i brofaget på gennemsejlingsstedet. På denne baggrund og under hensyn til A’s erfaring med sejlads, havde A udvist en adfærd, der havde indebåret en indlysende fare for den indtrådte skade. A ansås således for at have forvoldt skaden ved grov uagtsomhed, jf. EAL § 19, stk. 2, nr. 1. A blev herefter dømt til at betale erstatning.UfR 2019.1337 VLD: T, der var dømt for at have slået F to gange i hovedet med en flaske, var regresansvarlig efter voldsoffererstatningslovens § 17, for den PTSD som F efterfølgende udviklede, idet der ikke var grundlag for at tilsidesættelse AES’ vurdering af, at der var årsagssammenhæng mellem volden og F’s PTSD
T var dømt for grov vold efter STRFL § 245, stk. 1 ved at have slået F to gange i hovedet med en flaske. F pådrog sig efterfølgende 20 % varige mén pga. PTSD, hvilket udløste 275.000 kr. i erstatning og godtgørelse for varige mén, tabt arbejdsfortjeneste samt svie og smerte fra Erstatningsnævnet. Nordjyllands Politi, P, rejste efterfølgende et regreskrav mod T, jf. voldsoffererstatningslovens § 17. Retten i Viborg fandt, at det fulgte af retspraksis, at bevisresultatet i en straffesag havde retskraft i forhold til en efterfølgende civil erstatningssag. T var derfor erstatningsansvarlig for volden. Kravene til bevis for årsagssammenhæng var lempet, hvis der forelå forsæt, grov uagtsomhed eller klar culpa hos skadevolderen. I denne sag var der tale om forsætlig vold efter STRFL § 245, stk. 1, hvilken utvivlsomt var egnet til at udløse F’s psykiske lidelser. AES, S, havde vurderet F’s varige mén, som følge af overfaldet, til 20 %, og S havde også vurderet, at der var årsagssammenhæng mellem volden og F’s psykiske gener. Der skulle efter fast retspraksis et sikkert grundlag til for at tilsidesætte en udtalelse fra S. Det fulgte af retspraksis, at der sædvanligvis ikke skete lempelse efter EAL § 24, stk. 1, når det ansvarspådragende forhold var begået forsætligt. T var dermed regresansvarlig over for P. For VL forklarede en psykiater, der ikke selv havde undersøgt F, at diagnosen PTSD ikke var sandsynlig, idet en sådan diagnose ikke kunne stilles uden et traume af mere alvorlig karakter. Dette var dog ikke nok til at tilsidesætte S’ vurdering. Det forhold, at F selv på en muligt provokerende måde rettede henvendelse til T’s ven, betød ikke, at F havde udvist en sådan egen skyld, at P’s krav mod T skulle bortfalde eller nedsættes. VL stadfæstede dermed BR’s dom.
UfR 2019.3968 HD: Hovedentreprenør ifaldt hæftelsesansvar for skade, som underentreprenør havde forvoldt på tredjemands ledning ifm. styret underboring, da hovedentreprenøren bl.a. skulle have ført kontrol med det risikobetonede arbejde
Ved en entreprisekontrakt indgået med bygherren havde hovedentreprenøren, Y, påtaget sig at etablere bl.a. en ny trykledning over en strækning på ca. 10 km. Y havde herefter indgået aftale med Z om, at Z som underentreprenør skulle udføre arbejde med styret underboring for Y. Under udførelsen af arbejdet med styret underboring blev et kabel tilhørende tredjemand, X, beskadiget. For HR angik sagen alene, om Y havde et hæftelsesansvar for den skade, som Z havde påført X ved arbejdet med underboringen. HR fandt bl.a., at der som udgangspunkt ikke påhvilede en hovedentreprenør hæftelsesansvar for en selvstændigt virkende underentreprenørs skadegørende handlinger uden for kontraktforhold. Under de foreliggende omstændigheder, hvor der var tale om særligt risikobetonet arbejde, som Y havde engageret Z til at udføre for sig, havde Y imidlertid anledning til ved tilsyn og kontrol at begrænse og styre risikoen ved dette arbejde. Dette kunne ske bl.a. ved, at Y sikrede sig, at Z havde indhentet oplysninger om den nøjagtige placering af ledninger i jorden på det sted, hvor den styrede underboring skulle gennemføres. Y kunne have sikret sig, at Z havde en forsikring, som dækkede ansvar for skade ved jordboringsarbejde. Y var under disse omstændigheder nærmest til at bære risikoen for de skader, der skete på X’s kabel som følge af Z’s uforsvarlige underboring. Y hæftede derfor for betalingen af de udgifter, som X blev påført. ØL var nået til et andet resultat.
