Medicinalfirmaet, A i Põlva, Estland, modtog d. 07.05.2015 kl. 10:40 en leverance af medikamenter. Fragtens CMR-fragtbrev blev underskrevet anmærkningsfrit og uden forbehold. Kort efter losningen konstaterede A’s ansatte, at leverancen lugtede kraftigt af røg. A reklamerede d. 07.05.2015 kl. 12:26 ved e-mail til transportfirmaet, B. Som følge af B’s manglende forbehold i fragtbrevet ved fragtens påbegyndelse i Oranienburg, Tyskland, blev det lagt til grund, at B overtog medikamenterne og dets indpakning i god og ubeskadiget stand uden røglugt, jf. CMR-loven § 11, stk. 2. SH fandt, at det fulgte af CMR-lovens § 38, stk. 1, at modtageren af godset ved synlige beskadigelser skulle gøre indsigelse senest ved afleveringen. Ved synlige beskadigelser skulle også forstås beskadigelser, som kunne konstateres gennem andre sanser end synet, herunder lugtesansen. Kraftig røglugt, som kunne konstateres gennem lugtesansen, kunne derfor være kendelig og falde ind under begrebet »synlig«, jf. betænkning nr. 319 af 1962 s. 60. Den kraftige røglugt, som synlig beskadigelse, kunne have været konstateret ved afleveringen af godset i Põlva i Estland d. 07.05.2015 kl. 10:40, som A ikke gjorde indsigelser over for ved leveringen. A’s forsikringsselskab kunne ikke godtgøre, at beskadigelsen af godset i form af lugtkontamineringen skete under transporten i B’s varetægt. Herefter blev det lagt til grund, at A modtog godset i den i fragtbrevet angivne tilstand, jf. CMR-loven § 38, stk. 1. B blev herefter frifundet.
Transportret
Generelt
Bøger
Kurt Grönfors: Successiva transporter, 1968.
Th. Jensen: Jernbanefragtkontrakten efter gældende international ret, 2. udg. ved Henning Rasmussen, 1975, 175 sider. DSB.
Erling Selvig: Fra kjöpsrettens og transportrettens grenseland. Om transportdokumentenes kjøpsretlige funksjoner, 1975, 182 sider, Universitetsforlaget, Oslo. Anmeldt af Preben Lyngsø i UfR 1975 B.138-140.
Lise Skovby og Michael Elmer: Transportret, 1977
Roger Henriksen: The legal aspect of paperless international trade and transport, 1982, 185 sider, DJØF.
Kjeld Rosenmeyer: Transportret, 1982, 533 sider, DJØF. Anmeldt af Hardy Rechnagel i JUR 1983.158-160 og af Preben Lyngsø i UfR 1983 B.18-20.
Hardy Rechnagel: Påtalesubjektet, 1982, Akademiförlaget, Göteborg. Anmeldt af Knud Stenov i UfR 1983 B.114-116:
Hardy Rechnagel og Anders Hjulmand: Transport, 1982, Forlaget Børsen.
Bernhard Gomard og Lise Skovby: Vejtransport af farligt gods, 1982, 232 sider, DJØF. Anmeldt af Jes Anker Mikkelsen i JUR 1983.114-116 og af Knud Stenov i UfR 1983 B.275-276.
Hjulmand, Hedetoft og Kleis: Transportret, 1. udg., 1994, Børsens Forlag
Lise Skovby: Aftaleret for transport og handel, 1. udg., 1995, 285 sider, DJØF.
Michael Villadsen: Håndbog i transportansvar, 1. udg., 1996, Forsikringshøjskolens Forlag
Per Ekelund: Transportaftaler, 2. udg., 1997, 328 sider, DJØF.
Ulla Steen: Miljøretlig regulering på transportområdet, En retsdogmatisk og retssociologisk analyse, 1. udg., 1999, 315 sider, DJØF. Anmeldt af Peter Pagh i UfR 1999 B.182-183.
Ellen Margrethe Basse: Farligt gods af vej og jernbane - Regler og standarder, 1. udg., 2000, 509 sider, DJØF. Anmeldt af Peter Pagh i UfR 2000 B.367-369.
Henrik Thal Jantzen og Ib Einar Simonsen: Transportforsikring. En praktisk håndbog, 1. udg., 2001, 385 sider Forsikringshøjskolens Forlag. Anmeldt af Michael Villadsen i UfR 2001 B.281-282 og af f Alex Laudrup i JUR 2001.339-341.
Kristina Maria Siig: Arbitration Agreements - In a Transport Law Perspective, 1. udg., sept. 2003, 200 sider, DJØF. Anmeldt af Ole Spiermann i UfR 2004 B.55-56.
Vibe Ulfbeck: Produktansvarsskader i transportret, 1. udg. maj 2007, 173 sider, DJØF
Noe Munck i Formueretlige emner kap. 2, 5. udg., 2007, DJØF
Per Vestergaard Pedersen: Transportret, 1. udg., feb. 2008, 1109 sider, Forlaget Thomson. Anmeldt af Lars Rosenberg Overby i ET nr. 4/2008 p. 372-374.
Anders Hedetoft, Henrik Frandsen og Peter Holm Jensen: Transport Law in Denmark, 1. udg., 2012, 220 sider, DJØF
Lissi Andersen Roost: Multimodale transporter. Juridiske rammebetingelser, 1. udg., maj 2012, 324 sider, DJØF. Anmeldt af Vibe Ulfbeck i UfR 2013 B.20-21
Ulla Fabricius: Lov om fragtaftaler ved international vejtransport (CMR) med kommentarer, 4. udg., 2017, 774 sider, DJØF
Jane Haunstrup Bregner m.fl: Indkøbs- og transportjura, 1. udgave, jan. 2019, 420 sider, Hans Reitzels Forlag
Artikler
Adam Jacobi i UfR 1967 B.45-53: Antedaterede konnossementer.
Jørgen Als Andersen i Justitia nr. 1/1978: Afsenders/befragters ansvar for skader forvoldt af farlige stoffer under transport. (Omhandler alle former for transport).
Knud Stenov i FM 1980.65-68: Fragtaftale ctr. konnossement - bevis og bevisbyrde.
Roger Henriksen i JUR 1981.285-291: Hvilke ændringer af dansk ret ville være ønskelige med henblik på at opnå den bedst mulige udnyttelse af moderne data-transmission til erstatning for de traditionelle transportdokumenter.
Knud Stenov i UfR 1981 B.59-62: Handelssælgerens detentionsret og hæveret ved fragtbrevsduplikat.
Jens Vedsted-Hansen i JUR 1989.219-233: Sanktioner mod transportselskaber med "inadmissible passengers".
Jytte Boesgaard i UfR 1990 B.145-153: Transportområdet set i lyset af EF's konkurrenceret.
Per Vestergaard Pedersen i UfR 1997 B.320-327: Undertransportører som ansvarssubjekter for transportansvar.
Anders Hedetoft og Lene Lange Gammelgaard i UfR 2000 B.150-153: Incoterms 2000.
Michael Villadsen i FEST nr. 1/2000 p. 293-307: Er det i forvejen strenge transportansvar ved at blive endnu mere skærpet?
Anders Stig Vestergaard i Justitia nr. 5/2002 p. 49-93: Rækkevidden af ansvarsfraskrivelsesklausuler i standarddokumenter inden for sø- og landevejstransport og spedition.
Vibe Ulfbeck og Stinne Taiger Ivø i ET nr. 4/2008 p. 331-343: Optioner og ansvar i transportaftaler. (Med udgangspunkt i UfR 2008.1638 H vurderes to fortolkningsprincipper i forbindelse med optioner i transportaftaler. Om kvalifikation af transportaftaler, herunder anvendelse af konventionsregulering, og valgret i forbindelse med søgsmålsgrundlag.)
Signe Morgenstjerne i Rettid 2008 Afhandling nr. 6: Ansvarsfraskrivelser i transport
Adam Goldschmidt i UfR 2008 B.259-268: Multimodal transport - det transportmæssige retsvalgsproblem. (En kommentar til UfR 2008.1638.HD)
Ulla Fabricius i ET nr. 1/2014 p. 3-10: Udviklingen på transportretsområdet - belyst gennem retspraksis (Med udgangspunkt i de seneste fem års retspraksis fokuseres der på 1. grov uagtsomhed i relation til tyveri under CMR-loven, 2. det transportretlige netværk NSAB 2000 og 3. ansvarsperioden efter sølovens § 274).
Buskørsel
Lov om buskørsel, jf. lovbekg. nr. 1050 af 12.11.2012
Bekg. nr. 457 af 20.04.2020 om maksimal tilladt belægning i fjernbusser som led i håndtering af Coronavirussygdom 2019 (COVID-19)
Bekg. nr. 1369 af 11.12.2019 om deling af billetindtægter i hovedstadsområdet
Bekg. nr. 624 af 20.06.2019 om rutekørsel (Rutebekendtgørelsen)
Bekg. nr. 1762 af 27.12.2018 om kompensation for rabatter til bestemte passagergrupper i fjernbustrafikken i yderområder
Bekg. nr. 1048 af 13.08.2018 om vedtægter for organisering af trafikselskaber (standardvedtægt)
Bekg. nr. 1372 af 26.11.2015 om buskørsel
UfR 2002.1291 HD: A havde hos B købt en busrejse fra København til Bruxelles, og ved afrejsen blev A's kuffert, som hun ikke måtte tage med ind i bussen, af B's chauffør og uden udlevering af kvittering for modtagelsen placeret i bussens bagagerum. Ved ankomsten var A's kuffert borte. B havde ikke ved et standardvilkår optrykt på busbillettens bagside om at B ikke erstattede mistet bagage ikke fraskrevet sig erstatningsansvaret for bagage, der gik tabt på grund af B's fejl eller mangelfulde tilsyn. Da B ikke havde godtgjort, at kufferten var bortkommet under omstændigheder, der ikke kunne bebrejdes B, var B erstatningsansvarlig over for A. A havde ikke oplyst chaufføren om, at kufferten med indhold var værdifuld, og det måtte antages, at chaufføren ikke vidste dette. Under hensyn hertil og til rejsens form sammenholdt med billettens pris - 925 kr. - måtte chaufføren ikke påregne, at kufferten som forklaret af A indeholdt værdier for 60.020 kr. Uanset om det måtte kunne anses for godtgjort, at kufferten indeholdt så betydelige værdier, kunne A som følge heraf alene få erstattet et mindre beløb. Erstatningen fastsattes skønsmæssigt til 15.000 kr.
UfR 2008.1404 HD: Tiltalte, T, var i byretten i Sæby og i VL blevet dømt for at have foretaget erhvervsmæssig personbefordring uden tilladelse ved at køre med sine tre nære venner i sin bus, som var en stor personbil, indregistreret til 10 personer. Af lov om buskørsel fremgår, at der ved erhvervsmæssig personbefordring bl.a. forstås kørsel med et motorkøretøj indrettet til mere end 9 personer, hvis der køres med personer uden en nærmere tilknytning til den, der udfører kørslen. Af lovforarbejderne fremgår, at den nærmere tilknytning foreligger med hensyn til befordring af den nærmeste familie, men ikke ved befordring af f.eks. naboer, venner og bekendte. Med tilladelse fra Procesbevillingsnævnet indbragte T sagen for HR. HR udtalte, at begrebet "nærmere tilknytning" sprogligt og begrebsmæssigt ikke kunne begrænses til "nærmeste familie". Da begrænsningen til nærmeste familie ikke fremgik af lovteksten, var det HR's opfattelse, at T ved at have befordret sine tre nære venner som sket, ikke havde udført erhvervsmæssig personbefordring. T havde derfor ikke overtrådt lov om buskørsel. Herefter frifandt HR T. Samme dag afsagde HR dom i UfR 2008.1408/1 HD som havde samme problemstilling. Resultatet blev også her en frifindelse af tiltalte.
Fragtmænd
Bekg. nr. 849 af 20.08.2019 om det vejnet m.v. hvor kørsel med modulvogntog er tilladt
Hardy Rechnagel i ADV 1986.321 ff.: Fragtførerens objektive ansvar for transportskader.
Hardy Rechnagel i UfR 1988 B.389-392: Fragtmændenes ansvars- og befordringsbestemmelser (Indeholder en gennemgang af FAB).
UfR 2009.2650 ØLD: Ejeren af en enkeltmandsfragtmandsvirksomhed, T, blev ved Retten på Frederiksberg idømt en bøde på 35.000 kr. idet han, som arbejdsgiver for en ansat chauffør, A, fandtes at være ansvarlig for, at A d. 22.06.2006 overtrådte køre-hviletidsforordningen og kontrolapparatsforordningen. T ankede dommen til ØL hvor han, som for BR, påstod frifindelse under henvisning til FÆL § 118, stk. 10, jf. STRFL § 26, stk. 2. T gjorde gældende, at hans virksomhed på gerningstidspunktet ikke havde haft en sådan størrelse og karakter, at der var grundlag for at pålægge ham et objektivt arbejdsgiveransvar i medfør af FÆL § 118, stk. 9, jf. STRFL § 26, stk. 2, idet virksomheden på daværende tidspunkt kun havde 3 ansatte. T henviste i denne forbindelse til forarbejderne til STRFL § 26, stk. 2, hvorefter det i enkeltmandsvirksomheder forudsattes, at der var mellem 10-12 ansatte, før enkeltmandsvirksomheder blev pålagt strafansvar. ØL bemærkede, at ved lov nr. 468 af 10.06.1997 om ændring af FL blev affattelsen af den dagældende bestemmelse i FL § 118, stk. 7, om selskabers bødeansvar ændret til den affattelse af bestemmelsen, der nu findes som FÆL § 118, stk. 10, uden at bestemmelsen om objektivt individualansvar, der dengang fandtes i FÆL § 118, stk. 6, jf. nu FÆL § 118, stk. 9, blev ophævet. Henset til det anførte om regelgrundlaget fandt STRFL § 26, stk. 2, herefter ikke anvendelse ved de omhandlede og faktuelt erkendte overtrædelser, jf. FÆL § 118, stk. 9, jf. § 86 a, stk. 1. Herefter og af de af BR anførte grunde stadfæstede ØL dommen.
UfR 2011.4 VLD: A var tiltalt for at have transporteret 1.280 smågrise i et for langt tidsrum ad gangen. Grisene havde en gennemsnitsvægt på 11 kg, som havde 136,29 m2 til rådighed, hvilket svarer til 86 % af det fastsatte arealkrav, selvom dyrene skulle have mindst 158,72 m2 gulvareal til rådighed. VL fandt ikke, at der gjaldt specifikke arealkrav ved transport af svin med en vægt under 25 kg, hvorfor A ikke havde overtrådt nogen regler. I henhold til Rådets forordning (EF) nr. 1/2005, artikel 3, litra g, skulle dyrene »råde over et gulvareal og en ståhøjde, som var passende i forhold til deres størrelse og den planlagte transport«. Som tiltalen var formuleret, herunder at der var henvist til bekendtgørelsens § 35, stk. 1, nr. 3, men ikke nr. 1, kunne tiltalen ikke anses for at omfatte en evt. overtrædelse alene af forordningens artikel 3, litra g. T blev herefter frifundet.
UfR 2011.10 VLD: Et tysk selskab, T, var i sagen tiltalt for at have overtrådt reglerne om beskyttelse af dyr under transport. T var blevet stoppet på vej fra Danmark til Tyskland i sin lastbil med tilkoblet påhængsvogn fyldt med smågrise. Smågrisene på lastbilen havde haft en gennemsnitsvægt på 29 kg og dermed et gulvareal på 0,19 m² gulvareal til rådighed, selv om grisene mindst skulle have haft et gulvareal på 0,218 m². På påhængsvognen havde grisenes gennemsnitsvægt været på 38 kg, og de havde haft et gulvareal på 0,210 m² mod mindst 0,257 m². VL fandt, at det ikke var i strid med forordningen, at der var fastsat detaljerede minimumskrav for lastetætheden, og at arealkravene i bekendtgørelsen er fastsat for transporter af over 8 timers varighed som sket i bekendtgørelsens bilag. Rigspolitichefen havde udarbejdet en tabel, som ved lineær interpolation baseret på bekendtgørelsen angav arealkravene for svin fra 1-250 kg med 1 kg-intervaller, og det var på baggrund af denne tabel, at tiltalens arealkrav var beregnet. VL fandt, at der ikke var hjemmel i bekendtgørelsens § 10 til at foretage lineær interpolation ved dyr med vægt mellem de angivne intervaller. Herefter fandt VL, at der ikke forelå en overtrædelse for så vidt angik svinene på påhængsvognen, men en overtrædelse for grisene på lastbilen. Med denne begrænsning var T herefter skyldig. T blev idømt en bøde på 13.000 kr.
UfR 2011.3361 HD: S og U havde gennem længere tid haft et samarbejde, hvor U udførte forsendelser til udlandet for S. Nogle af forsendelserne var "ship to hold", som ikke var en standardydelse for U, men efter en procedure, som var særligt aftalt mellem parterne. S skulle give U særskilt besked, hvis en forsendelse var "hold for pick up", hvorefter U ved instruktion til sit modtagecenter på bestemmelsesstedet sikrede, at forsendelsen ikke blev udleveret uden S´ tilladelse. Sagen vedrørte en forsendelse, hvor S i fragtbrevet havde angivet betegnelsen "ship to hold", modtagerens navn og adressen på en anden transportørs modtagecenter, og hvor U alene skulle stå for transport til den anden transportør, som S havde en samarbejdsaftale med om håndtering af "ship to hold"-forsendelser. S gav den anden transportør besked om, at forsendelsen var sendt "ship to hold", mens U ikke fik en tilsvarende besked. U-centret i Italien udleverede varerne til den angivne modtager, uden at S havde givet tilladelse til frigivelse af varerne. Køberen, K, betalte ikke S for varerne. S ønskede at få erstatning fra U for varernes værdi, fordi U vidste eller burde vide, at "ship to hold" betød, at U ikke måtte udlevere varerne til kunden, før de var frigivet af S. HR fastslog, at S ikke havde krav på erstatning fra U, idet der ikke var begået ansvarspådragende fejl, idet angivelsen i fragtbrevet om »Ship to Hold« ikke burde forstås som en instruks om, at varerne ikke måtte udleveres til K.
UfR 2012.2415 SHD: Fragtføreren, A, transporterede for B et parti brieoste fra Frankrig til Danmark i juni 2008, der under transporten kom til skade. Sagen drejede sig om, hvorvidt B var berettiget til at modregne et evt. krav i A's løbende fragttilgodehavender som følge af skaden på brieostene, og om kravet var forældet. SH lagde på baggrund af skønserklæringerne til grund, at trailerens kølemaskine fungerede korrekt, og at den var indstillet til den rette temperatur. SH fandt det herefter ubetænkeligt at lægge til grund, at brieostenes høje temperatur ved modtagelse skyldtes, at de havde en for høj temperatur allerede ved læsningen. A var dermed ansvarsfri efter CMR-lovens § 24, stk. 2. A's adfærd kunne efter en samlet bedømmelse ikke karakteriseres som groft uagtsom, hvorfor B's erstatningskrav var undergivet 1-års forældelse, jf. CMR-lovens § 41, stk. 1. Forældelsesfristen skulle regnes fra d. 27.07.2008. A afviste kravet ved e-mail d. 27.10.2008 og havde ikke på et senere tidspunkt anerkendt et ansvar. Der pågik ikke forligsforhandlinger mellem parterne, og der blev ikke indgået en aftale om suspension. Det forhold, at A var behjælpelig med at indhente oplysninger til B samt inddrog sit forsikringsselskab, hvilket måtte anses for sædvanligt, medførte ikke, at der forelå suspension af forældelsesfristen. Et evt. krav ville dermed være forældet i medfør af CMR-lovens § 41.
UfR 2013.1521 HD: Under en transport fra Danmark til Italien bortkom et parti elektronikvarer. Transporten blev udført af A for B. C havde som B's forsikringsselskab, med fradrag af B's selvrisiko, erstattet tabet. A's erstatningsansvar var som udgangspunkt begrænset i medfør af CMR-loven. C og B var af den opfattelse, at fragtføreren, D, havde udvist grov uagtsomhed i forbindelse med transporten, og at A derfor ikke kunne påberåbe sig ansvarsbegrænsningsreglen i CMR-loven. A skulle derfor betale den fulde erstatning. C og B henviste bl.a. til at D, da B overgav godset, blev bedt om at underskrive en såkaldt "delivery note" med vareoplysninger, hvoraf bl.a. fremgik, at der blandt varerne var iPhones og iPods. D burde derfor have sikret transporten og godset på den måde, som tyveritækkeligt gods normalt behandles. HR lagde til grund, at aftalen mellem A og B om den konkrete transport blev indgået som en aftale om transport af almindeligt stykgods. D's kvittering på en "delivery note" indebar ikke en ændring af den indgåede transportaftale. At D af papiret kunne se, at varerne, som var pakket ind i sort plastik, angiveligt skulle være iPhones og iPods, gav ikke grundlag for at anse transportens udførelse som en transport af almindeligt stykgods for groft uagtsom. Der var ikke i øvrigt oplysninger, som gav grundlag for at anse transportens udførelse for groft uagtsom. Det kunne heller ikke anses for bevist, at varerne var blevet stjålet af ansatte hos A, mens de befandt sig på A's lager i Italien. HR tiltrådte på den baggrund, at A ikke var afskåret fra at påberåbe sig ansvarsbegrænsningsreglen i CMR-loven og frifandt derfor A. HR nåede dermed til samme resultat som SH.
UfR 2014.2172 VLD: Transportvirksomheden, T, havde bestræbt sig på, at deres chauffører heriblandt C overholdt de foreskrevne køre- og hviletider. Det var ubestridt, at C havde overtrådt disse. Denne sag drejede sig derved om, hvorvidt T kunne pålægges strafansvar for C's overtrædelser. C's overtrædelser var forsætlige eller uagtsomme. Da disse overtrædelser fandt sted under udførelsen af C's arbejde, var selve kørslen i T's interesse. VL fandt ikke C's overtrædelser så upåregnelige, at de kunne medføre straffrihed for T. Strafansvar efter STRFL kap. 5 kunne derved pålægges T. VL fandt desuden, at T's pålagte strafansvar ikke var i strid med EU-retten. VL stadfæstede dermed Retten i Holstebros dom.
UfR 2018.534 SHD: CMR-fragtbrev blev ved modtagelse af medicinalprodukter underskrevet anmærkningsfrit og uden forbehold, trods kraftig røglugt kunne have været konstateret, og fragtmanden var derfor ansvarsfri for den ”synlige” skade
Postbefordring
Lov om Post Danmark A/S, jf. lovbekg. nr. 844 af 06.07.2011
Postloven, jf. lov nr. 1040 af 30.08.2017
Bekg. nr. 47 af 20.01.2020 om undtagelse af kompensation til Post Danmark A/S fra delloftet for driftsudgifter
Bekg. nr. 1285 af 20.11.2019 om Trafik-, Bygge- og Boligstyrelsens gebyrer på postområdet
UfR 2008.2117 HD: Jyske Bank, J, og Nordea, N, havde til Post Danmark, P, overdraget nogle værdiforsendelser, som skulle til Sverige, med en samlet værdi på ca. 6 mio. kr. Værdiforsendelserne var forsikret hos Tryg, T. Værdiforsendelserne blev d. 14.03.2000 befordret af SAS fra Kastrup lufthavn til Arlanda lufthavn i Stockholm, hvor værdiforsendelserne bortkom ved tyveri. Der opstod herefter tvist mellem parterne om, hvorvidt bortkomsten af værdiforsendelserne skyldtes grov uagtsomhed som nævnt i § 18 i den dagældende bekg. nr. 81 af 07.02.1999 om P's befordringspligt og eneret mv. Der var endvidere tvist om, hvorvidt bekg. § 18 var gældende for værdiforsendelser fra Danmark til udlandet, eller om ansvaret for sådanne forsendelser under alle omstændigheder var begrænset til den deklarerede værdi af forsendelserne. J, N og T lagde sag an mod P med en samlet erstatningspåstand på 6.048.262,60 kr. ØL fandt, at P ikke tilstrækkeligt havde sikret, at det svenske postvæsen var adviseret om forsendelsernes ankomst. Under disse omstændigheder fandt ØL, at P havde udvist grov uagtsomhed, hvorfor P var erstatningspligtig. HR frifandt P, allerede fordi det ikke fandtes godtgjort, at P havde udvist grov uagtsomhed. HR udtalte, at det ikke kunne anses for groft uagtsomt, at P havde anvendt en bestemt standardprocedure på de værdiforsendelser, som var blevet stjålet. Det var heller ikke godtgjort, at personale, som P hæftede for, havde tilsidesat sikkerhedsforskrifter eller udvist grov pligtforsømmelse.
Rembours
Valdemar Hvidt: Bankrembourser, 1929, 244 sider, Levin og Munksgaard. Hele bogen kan læses her.
Lars Gorton: Rembursrätt, 1980, 393 sider, Norstedts.
Hardy Rechnagel: Køb og salg mod remburs, 1. udg., 1986, 264 sider, DJØF.
Reinhard Längerich: Rembursen i Praksis, 1. udg., 1999, 305 sider, Unibank.
Bent Iversen i UfR 1993 B.464-468: Nye ICC-regler om remburs.
Flemming Andersen i INSPI nr. 5/1995: Remburser.
Lars Gorton i ET nr. 4/2007 p. 283-290: UCP 600 - nya rembursregler. (De nye remboursregler beskrives med udgangspunkt i svensk ret, men det vurderes, at beskrivelsen i det væsentlige også gælder for dansk ret. Definition af rembours og omtale af ændringerne ved UCP 600. Om præsentation og undersøgelse af dokumentet, samt om godsbeskrivelse.)
UfR 2011.2388 SHD: Hos forsikringsselskabet, T, havde Transportvirksomheden, S, tegnet en speditøransvarsforsikring vedr. dækning af erstatningsansvar over for "ordregiver i henhold til eller ikke mere byrdefuldt end Nordisk Speditørforbunds Almindelige Bestemmelser (NSAB2000)". I forsikringsbetingelserne fandtes en bestemmelse, hvorefter der ikke var forsikringsdækning i tilfælde af ansvar som følge af grov uagtsomhed, svig eller anden forsætlig retsstridig adfærd. I perioden 01.03 til 28.09 udførte S 144 luftfragter for virksomheden O. Pengeinstituttet N var anført som "consignee" på de udfærdigede luftfragtbreve, idet forsendelserne til O fandt sted på remburs i henhold til en af N stillet ramme på 125 mio. kr., heraf 75 mio. kr. uden pant. Godset blev imidlertid i 6 tilfælde af S udleveret til O uden samtykke eller kvittering fra N. På denne baggrund fandt SH, at det under alle omstændigheder påhvilede S ved gennemgang af transportdokumenterne at sikre sig, at transporterne ikke var forbundet med remburs, og at det i det mindste måtte betegnes som groft uagtsomt, at S udleverede forsendelserne til O uden at sikre sig, at N som »consignee« ved påtegning på luftfragtbrevet havde frigivet varerne. Efter forsikringsbetingelsernes undtagelsesbestemmelse, var det erstatningsbeløb som S måtte blive pålagt at betale til N, herefter ikke omfattet af S' speditøransvarsforsikring hos T.
Rumfart
Ida Jacobsen og Karoline Enodden i ET nr. 1/2011 p. 105-110: Space Law i Danmark - En analyse af Danmarks forpligtelser vedrørende ansvar for rumfartsaktiviteter og mulighederne for opfyldelse heraf (Danmark tiltrådte i 1967 United Nations Treaty on Outer Space og forpligtede sig dermed overfor de øvrige tiltrådte stater til at opfylde indholdet heri. Artiklen behandler det erstatningsretlige aspekt af Traktaten samt Danmarks eventuelle behov for retlige tiltag, som i takt med den stigende aktivitet indenfor rumfart er blevet aktualiseret.
